EU

Nye kvoter for Østersøen skuffer både biologer og fiskere

Kvoten på torsk i den danske del af Østersøen halveres næste år for at styrke bestanden. Men reduktionen er for lille for forskerne og for stor for fiskerne.

Torsk, fiskekasse
Offentliggjort

Det er ikke kun i Grønland, at fastsættelsen af fiskekvoter udløser debat.
Det er også tilfældet i Danmark, hvor fastsættelsen sker indefor EU.
Kvoterne for torsk i Østersøen landede midt imellem fiskernes ønsker og forskernes anbefalinger, da Østersølandene i EU blev enige om fiskekvoterne for næste år.


Biologerne anbefaler 88%
Kvoten for det økonomisk vigtige torskefiskeri bliver reduceret med 56 procent i den vestlige del af Østersøen og 25 procent i den østlige del.
Alligevel er det et stykke fra de 88 procent, som forskerne havde anbefalet.

Problem udskydes
En af forskerne bag regnestykket er Morten Vinther, seniorrådgiver ved DTU Aqua.
Ifølge ham skubber politikerne problemet foran sig, når de vælger at reducere kvoterne med mindre end de anbefalede 88 procent.
- Det betyder, at det tager længere tid at genoprette bestanden. Hvad man ikke reducerer i år, skal man så reducere de næste år, siger seniorrådgiveren og slår fast:
- Torskebestanden i den vestlige Østersø har det rigtig dårligt.

Fiskerne gik efter 20%
Fiskerne havde på forhånd erklæret sig villige til at reducere kvoterne med 20 procent, og fik det således heller ikke, som de havde ønsket det.
- For fiskerne i den vestlige del af Østersøen, især de mindste fartøjer, som er 100 procent afhængige af at fiske torsk, vil det betyde, at de ikke har et eksistensgrundlag længere, mener formanden i Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen

100 fartøjer forsvinder
Han forudser på den baggrund, at omkring 100 fiskefartøjer nu vil være nødt til at dreje nøglen om, hvis ikke politikerne besinder sig og finder ud af at kompensere deres tab.

Halv sejr til ministeren
Det er miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der har haft ansvaret for det danske aftryk på aftalen om kvoterne.
Og selv om han er klar over, at det hjembragte resultat ikke vinder ham popularitetspriser blandt fiskerne, kalder han alligevel forhandlingerne for "en halv sejr"
- Det bliver stadig hårdt for fiskerne og fiskersamfundene, men fra en katastrofe er vi kommet ned på en blødere landing, siger ministeren.

For fiskernes skyld
På DTU Aqua har også sektionsleder Marie Storr-Paulsen bidraget til regnestykket, der viser, at kvoterne skal reduceres med 88 procent for at nå EU's mål om bæredygtig fangst.
Og hun minder om, at den "katastrofe" ministeren omtaler, jo også vil komme fiskerne til gavn.
- Det er faktisk også for fiskernes skyld, siger hun.
- For hvis man genopbygger bestanden, så er man i stand til at høste mere hvert år, end man er nu. På længere sigt vil fiskerne få et større udbytte, siger Marie Storr-Paulsen.

Men det argument bider ikke på formanden i Danmarks Fiskeriforening:
- Det hjælper jo ikke noget for de kystfiskere, der går fallit, siger Svend-Erik Andersen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS