Ny utilfredshed med storskalaloven
Fællesorganisation for lønmodtagere i de nordiske lande uddeler verbale kindheste til den omstridte storskalalov
- Det er bemærkelsesværdigt, at Grønland gennem sin vedtagne og nugældende storskalalov i forbindelse med bygge- og anlægsfasen stadig mangler væsentlige elementer for at kunne leve op til 'den nordiske arbejdsmarkedsmodel', hvor arbejdsmarkedets parter selvstændigt forhandler løn og vilkår gennem kollektivaftale-systemet, der netop er en hjørnesten i hele den nordiske arbejdsmarkedsmodel.
Sådan lyder det i en klagesang fra SIK-formand Jess G. Berthelsen på vegne af Den Nordiske Faglige Samarbejdsorganisation, forkortet NFS.
NFS består af ni millioner fagligt aktive lønmodtagere i Norge, Sverige, Finland, Danmark, Island, Færøerne og Grønland.
- Fravælges denne konstruktion krakelerer hele systemet. Filosofien og hensigten med denne model er jo netop at opretholde ligeværdighedsprincippet, skriver NFS blandt andet i sin fællesudtalelse, og fortsætter:
- Det er dybt problematisk, at udenlandske selskaber, som har planer om at ville investere i den grønlandske råstofindustri, overhovedet kan få lov til at true den grønlandske kollektivaftale og desuden tror, at de kan slippe af sted med at fratrække udgifter i forbindelse med kost og logi samt rejser fra de ansattes lønninger.
Må tage moskusoksen ved hornene
- De nordiske regeringer - inklusive det grønlandske landsstyre - må forstå vigtigheden af, at vi værner om og samtidig udvikler vores samarbejdstraditioner for herved at medvirke til en yderligere forbedring af arbejdsmarkedet og samtidig styrke konkurrenceevnen, lyder det fra NFS, som netop har været samlet på Hotel Nordic i Ilulissat, hvor SIK har stået for det årlige værtskab.
Jess G. Berthelsen opsummerer budskabet fra SIK og NFS således:
- Konsekvenserne ved ikke at tage moskusoksen ved hornene allerede nu, hvor vi stadig kan nå at få en god råstoflov på plads, er desværre uoverskuelige.