Årsresultat

Ny overskud i Nukissiorfiit

For tredje år i træk opnår Nukissiorfiit et positivt årsresultat. Løn- og personaleomkostningerne faldt fortsat sidste år

Energiforsyningsvirksomheden kom ud af 2013 med et overskud på 11,5 millioner kroner før driftstilskud Nukissiorfiit
Offentliggjort

Energiforsyningsvirksomheden Nukissiorfiit kom ud af 2013 med et overskud på 11,5 millioner kroner før driftstilskud.

- Vi har gennem en årrække haft fokus på økonomi og forsyningssikkerhed, og det har givet os et meget tilfredsstillende resultat, siger energidirektør Henrik Estrup i en kommentar til det nye regnskab.

Han oplyser, at landskassens driftstilskud var på 55,1 millioner kroner i 2013. Og at der i 2013 været ekstraordinære indtægter på 55,6 millioner kroner fra erstatning vedrørende nedbrændt elværk i Upernavik. Nukissiorfiit egenkapital blev i 2013 forøget med 66,5 millioner kroner.

Faldende omkostninger
I 2013 er løn- og personaleomkostningerne fortsat faldende, hvilket skyldes nedgang i antallet af ansatte. Siden 2011 er medarbejderstaben reduceret fra 392 årsværk til 366 svarende til 6,6 procent.

Vareforbruget er faldet med 24,6 millioner kroner i forhold til 2012 svarende til en reduktion på 10,0 procent. Reduktionen skyldes primært en mindre udgift til olie trods stigende oliepris. Nedgangen i forbruget kan forklares dels med vandkraftværket i Ilulissat, dels vejrafhængig nedgang i produktionen af varme.

Et meget højt niveau
Nukissiorfiit har investeret markant i anlægsaktiver og særligt bygningen af vandkraftværker har præget virksomhedens økonomi. Der er i 2013 anvendt 217,9 millioner kroner på 153 forskellige anlægsprojekter af større eller mindre omfang.

- Afskrivninger og renter udgør 338,8 millioner kroner ud af en forventet omsætning på 830,1 millioner kroner svarende til 41 procent, hvilket må betragtes som et meget højt niveau. Af hensyn til virksomhedens økonomi skal vi også fremover overveje større investeringer nøje, siger energidirektør Henrik Estrup.

I 2013 producerede Nukissiorfiit 62 procent af både el og varme på vandkraft. Tallet forventes at stige til godt 70 procent, når Ilulissat vandkraftværk kommer i drift hele året.

Fremtiden
Også i 2014 vil ledelsen i Nukissiorfiit have fokus på den økonomiske styring af virksomheden, og der er således indregnet besparelser i budgettet på 15,1 millioner kroner på kapacitetsomkostninger i forhold til de faktiske omkostninger i 2013. Samtidig ser ledelsen frem til resultatet af virksomhedens opsplitning i fem distrikter.

- Distriktsdannelsen er en del af den langsigtede strategi, hvor målet er at skabe en forretningsmæssig sund virksomhed, der kan modstå det økonomiske pres fra samfundet og samtidig skabe gode rammer for en arbejdsplads med mulighed for teknisk udvikling og faglig sparring, siger Henrik Estrup.

Se hele Nukissiorfiits årsberetning for 2013 - på dansk eller grønlandsk - via pdf-filerne til højre herfor

Powered by Labrador CMS