Ny opjustering fra BankNordik
BankNordik opjusterer nu sine forventninger til årets resultat efter skat fra oprindeligt 100-150 millioner kroner til 120-160 millioner kroner.
Først måtte BankNordik nedjustere sine forventninger til virksomhedens resultater i 2020 på grund af coronakrisen. Siden fulgte flere opjusteringer, da krisens indflydelse på banken var mindre end ventet.
Nu melder banken ud, at man faktisk forventer at overgå de oprindelige forventninger til 2020.
- På baggrund af en positiv udvikling opjusterer BankNordik sine forventninger til årets resultat efter skat fra oprindeligt 100-150 mio. kr. til 120-160 mio. kr, skriver banken i selskabsmeddelelse.
- De forbedrede forventninger skyldes hovedsageligt, at udviklingen i omkostninger såvel som basisindtjening er bedre end forventet ved årets start, lyder det videre fra banken.
Har skabt bedre balance
BankNordik har bankaktiviteter i Danmark og Grønland og på Færøerne samt forsikringsaktiviteter på Færøerne.
Banken peger på, at coronapandemien har haft begrænset indflydelse på bankens finansielle resultater.
Derudover vurderer banken, at den er lykkedes over forventning med en strategi om at sikre en bedre balance mellem koncernens omkostninger og indtjening:
- Tiltagene har således bidraget til en større stigning i indtægterne end oprindeligt anslået, og især udviklingen på omkostningssiden er med til at drive den positive udvikling, skriver banken.
Har stadig afsat 35 millioner kroner til krisen
Ifølge meddelelsen fra banken har en gunstig udvikling på de finansielle markeder haft en positiv indvirkning på bankens egenbeholdning, som nu er på niveau med forventningerne ved årets start.
Samtidig har nedskrivningerne været på et lavere niveau end forventet ved årets begyndelse:
- Da der stadig hersker usikkerhed om de langsigtede økonomiske konsekvenser af sundhedskrisen, fastholder banken de tidligere afsatte 35 mio. kr. til at dække eventuelle tab i kølvandet på krisen, skriver BankNordik.