Ny lufthavnschef i Maniitsoq
Mittarfeqarfiit har ansat Karl Lund Svensson, som ny lufthavnschef i Maniitsoq pr. 1. juli 2018.
Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har vurderet at Karl Lund Svensson er den mest egnede til stillingen. Der var ni ansøgere, hvoraf de fire var til samtale efter at have gennemgået Thomas International Ltd. Personlighedstest, som Mittarfeqarfiit bruger ved ansættelser til lederstillinger.
- Karl Lund Svensson var den bedst egnede med sin erfaring i flyvepladsledelse. Han kommer fra en stilling som AFIS-leder og chefinstruktør i både Maniitsoq og Aasiaat, hvor han har vist sit engagement og ansvarlighed, udtaler driftschef i Mittarfeqarfiit Brian Biilmann Hjortborg.
Der var en langvarig proces med at udvælge den nye lufthavnschef på grund af travlhed i organisationen.
En lufthavnschef varetager den daglige ledelse af lufthavnen, og har overfor lufthavnsmyndighederne og Mittarfeqarfiits ledelse ansvaret for alle driftsforhold, herunder at lufthavnen til stadighed opfylder kravene til en sikker og reglementeret drift.