turisme
Ny krydstogtbro i Tasiilaq er indviet
578 passagerer sørgede for, at broen blev taget i brug på bedste maner
Kommuneqarfik Sermersooqs nye krydstogtbro i Tasiilaq er indviet.
Krydstogtskibet Astor anløb som planlagt torsdag morgen den 21. juli 2016 kl 9, og blev det første krydstogtskib til at benytte Kommuneqarfik Sermersooq’s nye krydstogtbro i Tasiilaq.
Broen blev opført i august 2015 for at forbedre anløbsmulighederne for krydstogtskibe og turistbåde i Tasiilaq, men alle kan benytte broen til på- og aflæsning.
Alle gode gange 3….
Ulrik Graffuri, leder af materialegården i Tasiilaq, har været leder på projektet og sørgede for, at broen blev færdig og var i vandet i år 2015, så det sidste krydstogt skib kunne benytte den.
Men det blev ikke til en indvielse i 2015, da skibet valgte at lægge til kaj i stedet for. Broen blev så gjort klar og lagt ud til det første krydstogtskib i 2016, men igen blev der i sidste øjeblik ændret planer, og de valgte kaj muligheden.
Så torsdag lykkedes det endeligt - Astor med dens 578 passager ankom i solskin til Tasiilaq og broen indviet.
Sad fast i lavvande
– Det har været et vellykket besøg, fortæller direktør Pia Anning Nielsen fra Destination East Greenland.
Det er Astor’s første stop i Grønland og deres gæster er nysgerrige og deres onshore crew er nemme at samarbejde med, beretter hun.
De nye anløbsforhold er blevet rost af besætningen, som godt kunne huske deres sidste besøg for to år siden, hvor en tenderbåd sad på grund i 20 minutter ved laveste vande.
– Det er en stor forbedring for turismen i Tasiilaq og særligt for krydstogtturismen, at broen er blevet opført, fortæller Pia Anning Nielsen fra Destination East Greenland.