Hjem til job

Ny aftale skal skaffe grønlændere hjem

Kommuneqarfik Sermersooq har indgået en aftale med jobcenter Aalborg, der skal skaffe arbejdsløse grønlændere i Danmark arbejde i Nuuk

Kommuneqarfik Sermersooq tænker nyt for at få kvalificeret arbejdskraft til Nuuk
Offentliggjort

I øjeblikket er der stor mangel på håndværkere, pædagoger, socialrådgivere og SOSU-assistenter i Nuuk.
Samtidig går personer, der har taget netop de uddannelser i Grønland, ledige i Aalborg. Det vil Kommuneqarfik Sermersooq nu gøre noget ved.

Aftale
Derfor har Forvaltning for Velfærd, Arbejdsmarked og Erhverv indgået en aftale med Jobcenter Aalborg.

Aftalen betyder, at ledige job fra arbejdsmarkedskontorene i Kommuneqarfik Sermersooq bliver slået op i Aalborg.

Stor mangel
- I øjeblikket oplever vi stor mangel på arbejdskraft i Nuuk inden for visse fag. Derfor synes vi, det er et godt tidspunkt at forsøge at få nogle af grønlændere, der går arbejdsløse i Danmark til at vende hjem, fremhæver formanden for Udvalg for Velfærd, Arbejdsmarked og Erhverv, Malene Lynge (IA), i en pressemeddelelse.

I øjeblikket er en række job i Kommuneqarfik Sermersooq slået op i Aalborg. Ansøgningsfristen er endnu ikke udløbet, men der har allerede været stor interesser fra Grønlændere bosiddende i Aalborg, oplyser hun.

Samarbejde
Aftalen med Jobcenter Aalborg er kommet i stand som følge af den samarbejdsaftale Kommuneqarfik Sermersooq indgik med Aalborg under Aalborgdagene i Nuuk i august.

Powered by Labrador CMS