servicekontrakter
Ny aftale løfter trafikken i Østgrønland
Norlandair kommer til at flyve to gange ugentligt mellem Nerlerit Inaat og Akureyri
Passagererne i Østgrønland kan se frem til bedre transportmuligheder fra og med årsskiftet, hvor de nye servicekontrakter træder i kraft.
Det islandske luftfartsselskab, Norlandair, der er delvist ejet af Air Greenland, kommer til at flyve to gange ugentligt med fly mellem Akureyri og Nerlerit Inaat. Og samtidig er der forbindelse til Kulusuk, Nuuk, Narsarsuaq og Kangerlussuaq via de kommercielle ruter over Reykjavik, fremgår det af Selvstyrets materiale om de nye servicekontrakter.
Læs: Sydgrønland er rystet over servicekontrakten
Samme dag
I visse tilfælde kan passagererne komme videre samme dag, i visse tilfælde med en enkelt overnatning og i sjældne tilfælde med to overnatninger, oplyser Selvstyret.
Det fremgår desuden af materialet, at billetpriserne vil forblive på samme niveau, selvom der kommer en ny ordning. Og passagererne vil desuden nyde godt at billige flybilletter, hvis de skal videre til for eksempel Danmark fra Island.
Læs: Air Greenland må skære 45 stillinger væk
Flyver i dag
Norlandair flyver allerede ruten til Nerlerit Inaat en stor del af året og må derfor forventes at løse opgaven med stor driftssikkerhed, vurderer Selvstyret.
Der vil desuden kunne købes gennemgående billetter til videretransport med Air Iceland. Og på denne måde får passagererne ret til billetrefusion m.v. ved forsinkelse og aflysning.
Læs: Passagerer skal både med fly og båd