Nuuk Lufthavn et vigtigt skridt videre
Selvstyret har mandag godkendt VVM-undersøgelsen vedrørende en ny lufthavn i Nuuk.
Med godkendelsen af VVM-redegørelsen for den nye lufthavn i Nuuk er Kalaallit Airports parat til at sende udbudsmaterialet ud til de prækvalificerede entreprenørselskaber.
- Om få dage bliver udbudsmaterialet sendt ud, oplyser Johannus Egholm Hansen, der er bestyrelsesformand for Kalaallit Airports, til Sermitsiaq.AG.
Nye betingelser
Han oplyser, at lufthavnsselskabet er blevet præsenteret for nogle betingelser, der stilles for at bygge lufthavnen i Nuuk. Sammenlagt vil de nye krav fordyre projektet med mellem 15 og 20 millioner kroner.
- Det handler især om, at vi skal håndtere overfladevand og udledningen af af-isningsvæsker på en mere miljømæssig hensigtsmæssig måde, oplyser bestyrelsesformanden.
Det er især kemikalier, der vil sive ud i Malenebugten og Godthåbsfjorden som har bekymret, og hvor der nu skal etableres en mere sikker og miljømæssig forsvarlig løsning end den, selskabet i første omgang havde stillet i udsigt.
Uændrede støjkrav
Der er ikke tale om, at lufthavnsselskabet er blevet pålagt strammere vilkår med hensyn til støjkrav og de tidsperioder i løbet af døgnet, man må sprænge fjeld etc. Det var især én af de elementer i VVM-redegørelsen, der har bekymret borgere, der bor tæt på lufthavnsområdet.