Nusuka: Hjemmehørende har ikke en chance
Organisationen for hjemmehørende arbejdsgivere, Nusuka, er stærkt utilfredse med Naalakkersuisuts udbudsform i forbindelse med boligbyggerier
Naalakkersuisut har planer om at bygge 81 nye boliger i Nuuk-forstaden Qinngorput i 2013 og 2014.
I den forbindelse har Naalakkersuisut udbudt opgaven per licitation i hovedentreprise. Det betyder, at et firma, udvalgt af Naalakkersuisut, skal sørge for, at byggeriet udføres fra start til slut. Firmaet kommer selv til at bestemme, hvilke andre firmaer der skal bistå dem i opgaven.
Organisationen for hjemmehørende arbejdsgivere, Nusuka, påpeger at dette er et problem.
- I disse tider, hvor der er stigende arbejdsløshed og stor mangel på praktikpladser, undrer det os meget i Nusuka, at Naalakkersuisut har planer om at udbyde disse boliger i hovedentreprise, siger formand for Nusuka, Gerth B. Lynge.
Hjemmehørende udelukkes
Han påpeger, at det er meget få der kan løfte sådanne opgaver.
- Med en licitation i hovedentreprise på 81 boliger er det meget begrænset, hvem der kan løfte sådan en opgave. Vores gæt vil være to-tre store selskaber her fra landet og andre selskaber udefra, siger han og gør opmærksom på, at disse store selskaber her fra landet jo faktisk heller ikke er rent grønlandske firmaer.
Formanden for Nusuka garanterer, at licitation i hovedentreprise vil medføre, at de fleste ansatte til opgaven vil komme udefra.
- Dette vil ikke gavne landets situation hverken arbejdsmæssigt, samfundsøkonomisk eller hvad angår manglen på praktikpladser. Vi vil derfor fra Nusuka på det kraftigste opfordre Naalakkersuisut til at gennemtænke udbudsformen igen, så den bliver til mest mulig gavn for selskaber her i landet og samfundet, siger Gerth B. Lynge.
Fagentreprise mod hovedentreprise
Han anbefaler, at opgaven udbydes i fagentrepriser i tre puljer med 30,30 og 21 boliger i hvert udbud.
- Naalakkersuisut skal også tænke på, at ved at udbyde disse i hovedentreprise, er det reelt kun fire selskaber der får noget at lave. Derimod kan omkring 16 selskaber, i bedste fald, have noget at lave, hvis opgaven blev udbudt i fagentreprise. Dette vil skabe beskæftigelse for mange entreprenører i alle fagområder, så der på den måde bliver skabt mange arbejdspladser og praktikpladser, forklarer Gerth B. Lynge.
Han håber, at formanden for Naalakkersuisut vil leve op til sin nytårsudtalelse om, at der skal skabes mere aktivitet for flest mulige og være med til at ændre udbudsformen af disse boliger.