kriseramt Nunaminerals
Nunaminerals får ny tidsfrist
På et retsmøde har kreditorerne nikket ja til, at det kriseramte mineralefterforskningsselskab får et nyt pusterum til at få en redningsplan på plads
Skifteretten i Grønland besluttede på retsmødet at forlænge betalingsstandsningen indtil den 17. juli.
Det oplyser Nunaminerals i en fondsbørsmeddelelse.
Det delvist selvstyreejede selskab har været i betalingsstandsning siden den 15. maj. Og retsmødet den 5. juni var således det første, hvor perioden blev forlænget.
Normalt er en betalingsstandsning ikke en god situation for en virksomhed. Men for Nunaminerals betyder beslutningen, at selskabet har undgået en konkurs i denne omgang.
Nyt udspil til redningsplan
Det er endnu uklart, hvad der præcist har gjort, at der er grundlag for at forlænge betalingsstandsningen. Men Nunaminerals har tidligere oplyst, at den britiske virksomhed Greenland Mining Management (GMM) med investoren Patrick Newman i spidsen er kommet med et nyt udspil til en redningsplan. Og udspillet er nu det centrale omdrejningspunkt i processen.
Læs: Nunaminerals tilbagetrækker konkursbegæring
For at mineralefterforskningsselskabet kan komme helskindet ud af krisen, kræver det dels, at GMM og Nunaminerals’ bestyrelse kan blive enige om de endelige betingelser i forbindelse med en rekonstruktion, dels kræver det, at virksomhedens kreditorer også bakker op om planen.
Og her ventes Selvstyret og det selvstyreejede selskab Greenland Holding, der er blandt de store kreditorer, at spille en væsentlig rolle.
Under betalingsstandsningen er Nunaminerals under såkaldt tilsyn. Tilsynet varetager kreditorernes interesser. Og tilsynet skal derfor godkende alle væsentlige beslutninger, som selskabet foretager.
Læs: Kim Kielsen om Nunaminerals: De har ikke sikret deres overlevelse