Nukissiorfiit-underskud: Priser kan stige
Energiselskabet Nukissiorfiit har kørt med dundrende underskud. Naalakkersuisut vil inddrage Inatsisartut for at finde ud af, om prisen på el, vand og varme må sættes op for at få økonomien til at hænge sammen.
I sidste uge kom det frem, at energi- og forsyningsselskabet Nukissiorfiit har økonomiske problemer.
Selskabet har været nødt til at foretage store afskrivninger og kom ud af 2020 med et underskud på 153 millioner kroner. Ifølge selskabet er det blandt andet genindførelsen af ensprissystemet, som betyder, at økonomien ikke hænger sammen.
- I 2020 havde Nukissiorfiit underskud på salg af el i 63 ud af 68 byer og bygder, og for vand i 63 ud af 66 byer og bygder, oplyste Nukissiorfiit.
Den ansvarlige naalakkersuisoq afviser ikke, at det kan blive nødvendigt med prisstigninger for at rette op på problemerne. Naalakkersuisut vil inddrage Inatsisartut i beslutningen, lyder det.
Nødt til at overveje alle muligheder
Overvejer man at hæve prisen, så selskabet kan få økonomien til at hænge sammen?
- Det er op til Naalakkersuisut at fastsætte taksterne for el, vand og varme i Grønland, da Nukissiorfiit er en nettostyret virksomhed. Dog vil vi i denne vanskelige situation inddrage Inatsisartut.
- Vi er nødt til at overveje alle de muligheder, vi har for at få økonomien til at hænge sammen. Det er helt nødvendigt, at der skal genskabes en holdbar økonomi, netop for at sikre borgerne en god service på el, vand og varme, udtaler Kalistat Lund (IA), naalakkersuisoq for energi, til Sermitsiaq.AG.
Naalakkersuisoq siger også, at han går ind for, at borgerne har ens vilkår, og at han vil finde på løsninger med partierne, så borgerne ikke rammes skævt.
Kan gå ud over forsyningssikkerheden
Nukissiorfiit har meldt ud, at den dårlige økonomi kan gå ud over forsyningssikkerheden, fordi selskabet ikke har råd til at gennemføre nødvendige renoveringer.
Energidirektør Kaspar Mondrup forklarer problemet på denne måde:
- Vi prioriterer selvfølgelig forsyningssikkerheden højt, men de manglende reinvesteringer betyder dog, at Nukissiorfiits anlæg som elværker, vandværker, ledninger, vandledninger osv. over hele landet ikke bliver vedligeholdt tilstrækkeligt. Det har den konsekvens, at forsyningssikkerheden nedsættes, og kunderne kan risikere at opleve flere nedbrud og udfald, siger energidrektøren til Sermitsiaq.AG.
Naalakkersuisoq: Nødvendigt at få genskabt en holdbar økonomi
Derfor tages situationen også meget alvorligt, lyder det fra naalakkersuisoq Kalistat Lund:
- Det er nogle helt centrale serviceydelser, Nukissiorfiit leverer. Hvis der ikke er økonomi til at vedligeholde kritisk infrastruktur, så kan vi komme i nogle meget alvorlige situationer i forhold til at have rent drikkevand og varme. Derfor er det helt nødvendigt at få genskabt en fornuftig og holdbar økonomi, siger han.