makrel
Nu undersøges makrelbestanden
Ny undersøgelse bliver afgørende for, hvor stor en andel Grønland er berettiget til
Det er det islandske undersøgelsesskib Arni Fridriksson, som i disse dage er i gang med en biologisk undersøgelse af makrelbestanden i Østgrønland, oplyser selvstyret i en pressemeddelelse.
- Vi er spændte på resultatet, idet undersøgelsen omfatter et langt større område af den grønlandske østkyst end tidligere undersøgelser, sagde naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Finn Karlsen i marts, da han søgte om to millioner kroner til biologiske undersøgelser af makrel i østgrønlandske farvande.
Der er tale om en koordineret nordatlantisk undersøgelse af økosystemet, som også omfatter Island, Færøerne og Norge.
Undersøgelsen omfatter området fra syd for Uummannarsuaq (på dansk: Kap Farvel) til Tasiilaq.
Data fra undersøgelsen, og data fra fiskeriet vil indgå i den biologiske vurdering af bestanden senere på året, fremgår det af pressemeddelelsen, der understreger, at disse data bliver afgørende for, hvor stor en andel Grønland er berettiget til af den samlede kvote af makrelbestanden i Nordatlanten.
Den biologiske rådgivning om makrel i hele Nordatlanten for 2014 lyder på fangster mellem 927.000 og 1.011.000 tons.
Grønlands forsøgskvote på 100.000 tons svarer til syv procent af de forventede samlede fangster i 2014.
I 2013 fangede Grønland 53.000 tons makrel ud for Østgrønland.