internet

Nu kan du surfe ubegrænset uden at blive straffet

Så kom dagen, hvor det store arbejde med at forlænge søkablet fra Nuuk til Aasiaat giver pote for private internetforbrugere.

Offentliggjort

Tele-Post lancerer helt nye internetprodukter over for de private kunder, som slipper for dyre ekstraregninger, hvis man har overskredet det aftalte forbrug.

Kernen

Kernen i de nye produkter er nemlig ubegrænset forbrug og tre forskellige hastigheder til tre forskellige priser. Det betyder, at man kan se Netflix, YouTube og andre filmkanaler via nettet uden at være bekymret for at dataforbruget udløser en ekstraregning.

- Et års forarbejde kulminerer med denne produktlancering, forklarer kundedirektør Brian Smedemark, Tele-Post. De tre pakker opererer med hastigheder på enten 2, 10 eller 30 M/bit, og månedsprisen er henholdsvis 499,-, 1099,- og 1199,- kroner. M/bit er det tekniske udtryk for hvor hurtigt data kan leveres på din computerskærm. Jo højere tal, jo hurtigere kan du downloade eksempelvis hjemmesider, foto og film.

Store investeringer i nyt søkabel og en udbygget radiokæde videre nordpå vil give borgerne på vestkysten langt bedre hastigheder, når de sidder og surfer på internettet.

I dag er 37 procent af befolkningen dækket ind med højhastigheder. Målet er 92 procent, når hele operationen er fuldt gennemført i de kommende år.

Mærkbar forbedring i Nuuk

For de nuværende internetkunder i syd og i hovedstaden vil man mærke en mærkbar forbedring, fordi hastigheden kan øges fra de nuværende 10 M/bit til 30 M/bit.

For de byer, som nu er dækket ind via det nye søkabel, vil man mærke en ekstraordinær forbedring, fordi man kan hoppe fra 4 M/bit til 30 M/bit.

I fem byer mangler man fortsat at lave de sidste netværkstilpasninger, så kunderne kommer op på de lovede 30 M/bit. I løbet af 2018 bliver man færdig med at opgradere teknikken. I mellemtiden vil de dog opleve en forbedring fra 4 M/bit til 10 M/bit.

Disse byer er undtaget de højeste hastigheder foreløbig:

  • Kangerlussuaq
  • Nanortalik
  • Narsaq
  • Paamiut
  • Uummannaq

De kunder, som er tilfredse med deres nuværende internet-abonnement, kan fortsætte. Nye kunder skal imidlertid vælge mellem de tre nye såkaldte flatrate-pakker.

Forenkling

- Det handler om forenkling. Vi har et strategisk mål om at forenkle, så vi kan indhente besparelser, der sikrer kunderne billigere abonnementer, oplyser kundedirektøren.

Han understreger, at det fremtidige koncept er lagt an på selvbetjeningsløsninger, hvor forbrugerne gør det meste arbejde, hvilket skal munde ud i færre ansatte i teleselskabet.

- For dem, der ikke kan finde ud af at betjene sig selv, har vi 15 kundecentre, hvor man kan få hjælp, pointerer kundedirektøren.

Omsætningsnedgang

De nye prispakker vil resultere i en væsentlig omsætningsnedgang på det private internet-område, der løber op i 10 millioner kroner.

- Det skyldes, at vi fjerner forskellige gebyrer. Ja, igen er der tale om en forenkling. Og så vil vi miste indtjening på det merforbrug, som vore kunder bliver straffet for i dag, fordi de overskrider grænsen for, hvor meget data de må bruge, forklarer direktøren.

Teleselskabet vil ikke afsløre succesmålet. Det erkender, at den store udfordring ligger i, hvor mange og hvor hurtigt kunderne skifter fra de gamle abonnementstyper til de nye, som på papiret umiddelbart ser dyrere ud, men sammenlignelige er de ikke. En anden faktor er, hvordan konkurrenterne reagerer på de nye internetpakker.

Erhvervslivet i anden række

Tele-Post vil først på et senere tidspunkt lancere nye internetprodukter for erhvervslivet efter samme enkle principper.

- I første omgang handler det om at komme godt i gang over for de private. Når vi er godt kørende her, så bliver det erhvervslivets tur, fastslår Brian Smedemark.

Tele-Post har i dag 12.000 internetkunder.

Powered by Labrador CMS