Norsaq har fået en lillebror
Færøske Atlantic Airways har købt en helt ny Airbus A319, som bliver taget i brug i denne uge

Air Greenlands Airbus A330 har fået en lillebror på Færøerne, hvor Atlantic Airways netop har fået leveret en helt ny Airbus A319.
Den ny færøske stolthed begynder 28. marts på det færøske luftfartsselskabs 24 års fødselsdag at flyve på hovedruten mellem Vágar og København.
Allerede i 2005 begyndte Atlantic Airways at flirte med tanken om større fly end de BAe 146 og deres efterkommere Avro RJ85 og RJ100 som selskabets flåde bestod af. De firemotorede færøske fly blev indtil for et par år siden benyttet på sommerruten mellem Reykjavik og Narsarsuaq.
Markant kapacitetsforøgelse
Selskabet havde set sig varm på en Airbus A319, fordi den ville give en markant kapacitetsforøgelse og bedre brændstoføkonomi. Et sådant fly uden passagerer prøvelandede i 2005 på Vágars kun 1250 meter lange bane, der ikke var tilstrækkelig lang, hvis der var fyldt op med 144 passagerer i kabinen.
Samtidig med, at Atlantic Airways lagde en ordre på en helt ny Airbus A319 til levering i 2012, blev det bestemt at udvide Færøernes eneste landingsbane på Vágar til 1799 meter. Kort inde i det nye år var der gravet og flyttet så meget klippe og jord, at den forlængede landingsbane stod klar til at modtage det ny fly.
Det ny fly med den karakteristiske sule på halepartiet har en væsentlig større rækkevidde end selskabets hidtidige flåde. Det betyder, at Atlantic Airways til sommer kan tilbyde færinger direkte fly til Barcelona i Spanien, ligesom der også bliver flyvninger til Thessaloniki i Grækenland med mellemlanding i København.
Atlantic Airways' direktør, Magni Arge, stod i spidsen for den færøske delegation på omkring 100 mennesker heriblandt lagmand Kaj Leo Johannesen, der var taget til Hamburg for at hente den nye A319 på den europæiske flyproducents samlefabrik. Efter den ceremonielle overdragelse blev kursen sat direkte mod den nordatlantiske øgruppe.
Jomfrutur til København 28. marts
Her tog en større menneskemængde imod Færøernes og Atlantic Airways’ nye stolthed. Indtil jomfruturen til København 28. marts gennemføres en række prøveflyvninger på Færøerne, ligesom flyet i weekenden har været på en prøvetur til Island med særligt indbudte passagerer.
Der er ingen aktuelle planer om et grønlandsbesøg for det nye færøske fly. Så hvis det skal mødes med Norsaq, må det blive i København.