Nordkommunen er på investorjagt

Avannaata Kommunia har store planer om at udbygge og udvikle hele kommunen i sammenhæng med den kommende lufthavn i Ilulissat. Det koster penge og kræver tætte samarbejder. Derfor har borgmester Palle Jeremiassen og hans medarbejderstab netop været på investorjagt i Danmark.

Borgmester Palle Jeremiassen har netop været i Danmark for at holde møder med potentielle investorer til kommunens udviklingsprojekt Avannaata Development A/S.
Offentliggjort

Nordkommunen bejler til investorer fra både USA og Danmark. I sidste uge deltog borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jeremiassen, i en række møder både på den amerikanske ambassade og med potentielle danske investorer, der var samlet hos Elmann Advokatpartnerskab.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

– Vi fremlagde vores byudviklingsplaner og vores visioner for turismen i kommunen, og havde på den baggrund en god snak med mulige investorer til de forskellige projekter. Vi forsøger at øge interessen for vores område, og de planer vi har frem mod lufthavnens åbning om tre år, fortæller Palle Jeremiassen til Sermitsiaq.

Udbytte af lufthavnen

Avannaata Kommunia satte for alvor tryk på deres byudviklingsplaner i 2019, da de etablerede Avannaata Development A/S, hvis formål er at udvikle, anlægge, eje og drive bolig-, ejendoms- og investeringsprojekter i kommunen. Selskabet er 100 procent ejet af Avannaata Kommunia. Med i projektgruppen er netop Elmann Advokatpartnerskab og Deloitte, der har udarbejdet oplægget til selskabets finansiering i forskellige etaper.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS