Norden ved havet – livet ved kysten
Aka Høegh har malet to akvareller til nye frimærker i en nordisk serie om havet.

Frimærkerne indgår i de otte nordiske postvæsners nye, fælles frimærkepræsentationsmappe 'Top of the World of Stamps: The North by the Sea – Life at the Coast.
De to grønlandske frimærker i serien, som udkommer 24. marts, er malet af Aka Høegh. Akvarellerne viser to udsigter over hav og is: Et kystbillede og et havnemiljø.
– Kunstneren har primært ladet sig inspirere af sommerudsigten over hendes elskede Sydgrønland, hvor storisen hersker. På frimærket med havnemiljøet anes et forbindende led imellem skibets last og det, vi bygger op på land, skriver Tele-Post i en pressemeddelelse.
I en årrække har postvæsnerne i Åland, Finland, Sverige, Norge, Danmark, Island, Færøerne og Grønland samarbejdet om fælles frimærkeserier og fælles stande ved frimærkemesser rundt om i verden.
'Norden ved havet – livet ved kysten' handler om det, der både adskiller og forbinder de nordiske lande: Kysterne og havet.
Det særlige ved hvert lands frimærker er, at de fås både i normale helark à 50 mærker og i et såkaldt miniark med begge mærker.
Hvert lands miniark fås desuden i en særlig præsentationsmappe: Top of the World of Stamps: The North by the Sea – Life at the Coast”. Mappen er den første af tre, hvoraf de sidste to udkommer i 2012 og 2014.