Nødradio
Nødradio får million-indsprøjtning
Fangere, fiskere og fritidssejlere i Grønland skal kunne tilkalde hjælp, hvis uheldet er ude. Også i fremtiden. Nye økonomiske muskler i den maritime nødradio skal give dem fortsat høj sikkerhed, når de færdes til søs.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som energi, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt har udsendt.
Regeringen har besluttet at bruge yderligere 62 mio. kr. de næste ti år til at vedligeholde og opgradere Grønlands maritime nødradio. Det bringer det samlede budget til nødradio i Grønland op på 414 mio. kr. i perioden 2018-2027, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Det er vigtigt, at der er høj sikkerhed til søs. Det er heldigvis sjældent, at der sker forlis, men når det sker, er nødradiosystemet et vigtigt element, der kan betyde forskellen mellem liv og død, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Øgede økonomiske rammer
Nødradiosystemet i Grønland dækker de mest befærdede dele af farvandene omkring Grønland og består bl.a. af 40 master og et radiorum, som døgnet rundt lytter efter nødopkald til søs. Den danske stat har ansvaret for, at der er gratis adgang til nødradio i Grønland, og de nye investeringer sikrer midler til nødradioen i perioden 2018-2027. Langt hovedparten af udstyret vil blive udskiftet over de næste år.
- Jeg er godt tilfreds med, at det er lykkedes at øge budgettet til nødradioen. Det betyder, at vi fortsat kan fastholde den høje sikkerhed med solidt udstyr mange år fremover, siger Lars Chr. Lilleholt.