Royal Greenland

Næstbedste resultat nogensinde

Seafood-virksomheden kom ud af det første halvår af 2013 med et overskud på 53 millioner kroner efter skat

- Resultatet for det første halvår er ikke helt på sidste års niveau, men er dog det næstbedste resultat i selskabets historie, fortæller administrerende direktør for Royal Greenland, Mikael Thinghuus.
Offentliggjort

Her går det godt.

Sådan kan Royal Greenland med rette konkludere, eftersom Seafood-virksomheden nu kan fremvise det næstbedste halvårsresultat nogensinde.

Således kom virksomheden ud af det første halvår af 2013 med et overskud på 84 millioner kroner før skat mod 95 millioner kroner i samme periode sidste år. Efter skat ender resultatet på 53 millioner kroner.

- Vi er overvejende tilfredse med resultatet. Det viser, at Royal Greenland nu er så solid en virksomhed, at vi kan fastholde et pænt indtjeningsniveau – også når de eksterne forhold ikke helt er på vores side, lyder det fra administrerende direktør Mikael Thinghuus.

- Regnskabet er belastet af to udfordringer. Et meget markant fald i verdensmarkedspriserne på torsk med 25 procent er den væsentligste årsag til det lavere resultat. Vi har investeret markant i produktions- og frysekapacitet i de mindre fabrikker i Grønland, så udviklingen på verdensmarkedspriserne har været en udfordring. Oveni det har stigende råvarepriser på laks betydet lavere indtjening på røgvarer end sidste år, forklarer Mikael Thinghuus.

Royal Greenlands omsætning er forøget med seks procent til 2,9 milliarder kroner.

Virksomhedens rentebærende gæld er reduceret med 71 millioner kroner og udgør nu 1,6 milliarder kroner, hvilket er det laveste i de sidste ti år.

Powered by Labrador CMS