UTILFREDSHED

Naalakkersuisut vil mødes med Greenland Airports

Greenland Airports må overholde de deadlines, de selv har meddelt offentligheden, lyder det blandt andet fra Naalakkersuisut.

Nuuk Lufthavn
Den nye terminalbygning i Nuuk Lufthavn har fået en svær start med en suspendering af internationale flyvninger på grund af problemer med sikkerheden.
Offentliggjort

Naalakkersuisut lufter utilfredshed med Greenland Airports, efter at det i denne uge står klart, at den midlertidige suspendering af internationale flyvninger fra Nuuk Lufthavn vil forsætte foreløbig til starten af oktober.

Suspenderingen fortsætter, fordi selskabet ikke er kommet i mål med at få løst de problemer, som i første omgang førte til, at Trafikstyrelsen skred ind overfor internationale flyvninger fra og til lufthavnen.

Utilfredshed med manglende fremgang

I en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut lyder det fredag, at formand for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA), og naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S), er stærkt utilfredse over den manglende fremgang i håndteringen af de udfordringer, der har præget lufthavnsbyggeriet i Nuuk på det seneste:

- På trods af de ansattes ihærdige indsats for at opretholde driften og afhjælpe de mange problemer, opleves der fortsat gentagne udfordringer i driften, hvilket har konsekvenser for hele befolkningen, udtaler Hans Peter Poulsen og fortsætter:

- Vi kan ikke fortsætte med at være vidne til forsinkelserne, og derfor forventer vi, at Greenland Airports overholder de deadlines, de selv har meddelt offentligheden.

Har bedt om møde

Naalakkersuisut vil have fokus på bestyrelsens ansvar og ledelsesopgaver i projektet med henblik på at få løst udfordringerne:

- Vi har bedt om et møde med bestyrelsesformanden og næstformanden i Greenland Airports, hvor det forventes, at der kommer fokus og handling for at sikre situationen. De nuværende forhold er uacceptable, og vi forventer, at der sættes yderligere fokus på fremdrift, udtaler Múte Bourup Egede.

Greenlands Airports direktør, Jens Lauridsen, har i denne uge fortalt, at der arbejdes intenst på at løse problemerne og få genetableret sikkerhedsniveauet til internationale flyvninger i lufthavnen:

- Vi gør alt, hvad vi kan for at få udbedret de sidste ting, så vi kan få vores security niveau 2 tilbage hurtigst muligt, har Jens Lauridsen udtalt på Greenland Airports Facebook-side.

Powered by Labrador CMS