reform af råstofpolitik
Naalakkersuisut: Vi skaber klarhed – ikke kaos
Efter kritik ønsker naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Jens Erik Kirkegaard at gå i rette med IA’s Maliina Abelsen, som langer ud efter Naalakkersuisuts råstofpolitik
’Grønland kritiseres for at skabe kaos om skatter’.
Den overskrift i dagbladet Politiken får nu naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Jens Erik Kirkegaard, Siumut, til at afvise, at der er noget galt med Naalakkersuisuts skattesystem, når det gælder råstoffer.
- Råstofselskaber, der engagerer sig i Grønland, kommer ikke til at betale mere i skat, end de gør i dag. Men der vil ske ændringer i måden, betalingerne vil falde på. Det er essensen af den reform, som Naalakkersuisut vil fremlægge på den kommende efterårssamling med virkning for 2014, forklarer Jens Erik Kirkegaard.
Han siger, at IA’s Maliina Abelsens udtalelse har skabt usikkerhed om Grønlands skattepolitik på råstofområdet.
Rettidig omhu
- Kort fortalt arbejder Naalakkersuisut med en model for beskatning, hvor royalty kommer til at indgå som en bestanddel. Udgangspunktet for modellen bliver at sikre både selskabernes konkurrenceevne og indtægter til Grønlands Selvstyre. I øjeblikket har vi en positiv dialog med selskaberne, hvordan det kan udmøntes i praksis, siger Jens Erik Kirkegaard.
- At der kommer en reform af vores råstofpolitik er ikke et udtryk for, at vi vil ’skabe kaos om skatter’, som artiklen i Politiken indikerer. Der er faktisk tale om rettidig omhu og en fortsættelse af en mangeårig tradition, vi har haft. Siden 2004 har vi hver femte år foretaget en revision af vores råstofpolitik. Derfor er det helt naturligt, at der kommer en ny reform af råstofpolitikken i 2014, påpeger Jens Erik Kirkegaard.