Naalakkersuisut: Vi lægger stor vægt på åbenhed
Ifølge naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Jens Erik Kirkegaard lægger Naalakkersuisut stor vægt på åbenhed og gennemsigtighed - når det drejer sig om råstofpolitik
Inden Siumut overtog regeringsmagten, langede partiet med den nuværende formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond i spidsen voldsomt ud efter det IA-styrede Naalakkersuisut, fordi Siumut mente, at styret ingen åbenhed og gennemsigtighed havde.
Siden er kritikken som bekendt vendt 180 grader. Især Inuit Ataqatigiit og Demokraterne har nu travlt med at kritisere Naalakkersuisut for at være for lukket.
Men når det gælder den førte råstofpolitik, er der ikke noget at komme efter, siger naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Jens Erik Kirkegaard, Siumut.
- Naalakkersuisut lægger stor vægt på åbenhed og transparens, når det drejer sig om råstofpolitikken. Under den for nylig afsluttede valgkamp var det et klar krav fra Siumuts side om, at der skal være åbenhed om vores råstofpolitik. Derfor kan oppositionen være forvisset om, at vores forslag til en reform af vores råstofpolitik vil ske via den åbne fordør – og ikke igennem en halvlukket bagdør, siger Jens Erik Kirkegaard i en pressemeddelelse.
Tidligere på dagen afviste han kritik fra IA’s Maliina Abelsen, som i dagbladet Politikken har rettet en ny kritik mod Naalakkersuisuts råstofpolitik.
Læs mere i "Naalakkersuisut: Vi skaber klarhed – ikke kaos"