Returpant
Naalakkersuisut: Ingen afgørelse om returpant
Det er fortsat usikkert om det nuværende returpantsystem skal ændres eller bevares, fastslår Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug Suka K. Frederiksen.
Naalakkersuisoq er i gang med en større undersøgelse af returpantsystemet, som skal danne grundlag for, om der overhovedet skal ske ændringer på området.
- Miljømæssigt fungerer det nuværende system rigtig godt i Vestgrønland, hvor returprocenten er over 98 pct. Men systemet dækker ikke Nord- og Østgrønland, fremgår det af en pressemeddelelse.
Suka K. Frederiksen siger:
- Det er vigtigt, at vi altid er grundige i vores arbejde, og at vi har den nyeste viden, når vi i Naalakkersuisut skal træffe vigtige beslutninger for landet. På emballageområdet er det derfor helt nødvendigt med en undersøgelse af området, så vi får afdæket både hvordan det nuværende system fungerer, samt mulighederne for at indføre et tilpasset eller nyt pantsystem.
Suka K. Frederiksen oplyser, at hun "selvfølgelig er opmærksom på, at Grønlandskonsortiet har indstillet Nuuk Imeq til lukning ved udgangen af 2018".
- Men som selvstændigt aktieselskab er det alene op til Nuuk Imeq A/S at tage stilling til, hvorvidt man vil foretage investeringen i materiel, og hvorvidt man vil fortsætte sin virksomhed, understreger Suka K., Frederiksen.