Naalakkersuisoq: Nukissiorfiit-priser stiger ikke

Det bliver ikke i sig selv dyrere for forbrugerne og samfundet, hvis Nukissiorfiit bliver omdannet til et aktieselskab, siger Naalakkersuisut-ansvarlig. Energiselskabets priser skal dog op til revision

Det bliver ikke dyrere for forbrugerne og samfundet, hvis Nukissiorfiit bliver omdannet til et aktieselskab, siger Naalakkersuisut-ansvarlig. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Allerede nu kan jeg på vegne af Naalakkersuisut slå en ting fast: En eventuel omdannelse af Nukissiorfiit til et aktieselskab må ikke i sig selv medføre en fordyrelse for samfundet i almindelighed og for forbrugerne i særdeleshed.

Sådan skriver Naalakkersuisoq for boliger, natur og miljø Mette Lynge, Partii Inuit, i et svar til medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Naaja Nathanielsen, som har spurgt ind til konsekvenserne, hvis Nukissiorfiit bliver omdannet til et aktieselskab.

- Nukissiorfiits produktion af el, vand og varme berører de fleste borgere i vort samfund. En omdannelse af selskabet vil derfor både kunne berøre den enkelte borger og have indflydelse på rammevilkårene for erhvervslivet. På denne baggrund og på grund af sagens vigtighed planlægger Naalakkersuisut at udarbejde en kortfattet redegørelse om muligheder og udfordringer ved en omdannelse af Nukissiorfiit til et aktieselskab. Det er i den forbindelse væsentligt for Naalakkersuisut at fremhæve, at en eventuel omdannelse sker på baggrund af en åben, transparent og inkluderende proces, som sikrer, at alle væsentlige synspunkter og interesser bliver hørt, forklarer Mette Lynge.

Læs "Sen reaktion ændrer ikke privatisering"

Læs: Atassut: Drop det, Naalakkersuisut

Prisstruktur skal op til revision
Hun fremhæver, at Nukissiorfiit i den kommende tid står over for store udfordringer i form af konsolidering af økonomien som følge af de sidste 10 års store investeringer i vandkraft, nye investeringer og reinvesteringer. Hertil kommer udfordringen omkring krydssubsidiering og udfasningen af driftstilskuddet fra landskassen.

- Disse forhold gør det nødvendigt, at den nuværende prisstruktur tages op til revision, hvilket vil medføre generelle stigninger i priserne. Dette vil være tilfældet uanset om Nukissiorfiit forbliver en nettostyret virksomhed eller omdannes til aktieselskab, siger Mette Lynge og påpeger, at uanset om Nukissiorfiit bliver omdannet til et aktieselskab, vil det stadig være Inatsisartut, der gennem energipolitikken og vedtagelsen af love, sikrer, at energiområdets udvikling sker i henhold til den vedtagne politik.

2. næstformand i Atassut‚ Knud Kristiansen, har kritiseret koalitionsaftalens afsnit om omdannelse af Nukissiorfiit til et aktieselskab af frygt for prishop. Men kritikken er siden blevet afvist af formand for Atassut, Gerhardt Petersen, der ligesom Mette Lynge ikke mener, der er grund til at frygte et prishop.

Powered by Labrador CMS