Múte irettesætter KNI-ledelse
Ledelsen i KNI A/S afviser, at der skulle et politisk pres til for at sikre en uvildig undersøgelse af anklagen om bevidst fiflen med lagerværdierne, så KNI-regnskabet blev bedre end det i realiteten var. Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede modsiger den forklaring.
På et pressemøde efter generalforsamlingen i KNI A/S den 8. oktober fastslog den administrerende KNI-direktør Jeppe Jensen og bestyrelsesmedlem Søren Hald Møller, at det ikke er korrekt, at der skulle et politisk pres til for at sikre en uvildig undersøgelse af de mange anklager om bevidst manipulation med lagerværdierne.
I årsrapportens forklaring om, hvordan bestyrelsen tog hånd om de alvorlige anklager, efterlader man det indtryk, at man har ageret rettidigt og professionelt.
For at hitte hoved og hale i sagsforløbet skal tiden skrues tilbage til den 16. april 2020, hvor Hans Peter Lynge-Larsen havde et møde med Deloitte-partneren Bo Colbe, hvor han afslørede, hvordan han havde medvirket til at puste lagerværdierne kunstigt op igennem flere år.
Måneder går og Hans Peter Lynge-Larsen får en oplevelse af, at den alvorlige anklage ikke er taget alvorligt. Af den grund vælger han at politianmelde KNI A/S den 5. august.
Rejser spørgsmål om Deloitte
I årsrapporten, der blev fremlagt i fredags, står der følgende:
”Bestyrelsen igangsatte i efteråret 2020 en intern undersøgelse af uregelmæssigheder i selskabets varebeholdninger på baggrund af en henvendelse fra en whistleblower”.
Der er ingen forklaring på, hvorfor man ikke flere måneder tidligere havde taget skridt til at iværksætte den interne undersøgelse. KNI’s topchef Jeppe Jensen oplyser imidlertid til Sermitsiaq.AG, at det først var i efteråret, at bestyrelsen fik kendskab til Hans Peter Lynge-Larsens henvendelse.
Det rejser spørgsmålet om Deloittes rolle, og hvem der i øvrigt kan have holdt bestyrelsen uvidende om så alvorlige anklager. Og har det medvirket til, at skandalesagen ikke blev afdækket langt tidligere?
Pludselig og ganske kort tid før, at man vil fremlægge halvårsrapporten, udsender bestyrelsesformanden Lars Borris Pedersen den 24. november en kortfattet pressemeddelelse, hvor man oplyser, at man har identificeret en regnskabsteknisk fejl fra 2010.
Måtte nedskrive egenkapital med 50 mio. kr.
- Fejlen har i perioden siden 2010 været relativ konstant, og har derfor de seneste 7 år ikke haft væsentlig effekt på selskabets økonomiske stilling, herunder driftsresultaterne. KNI har sammen med selskabets eksterne revision analyseret fejlen, og har herunder konkluderet, at der ikke er underslæb eller lignende økonomiske uregelmæssigheder involveret i fejlen. Der er tale om en ren regnskabsteknisk fejl.
Lars Borris Pedersen henviser desuden til, at man mere detaljeret vil redegøre for fejlen i forbindelse med halvårsrapporten, der offentliggøres den 4. december.
Over for Sermitsiaq.AG oplyser bestyrelsesformanden den 24. november, at fejlen har betydet, at man har måttet nedskrive egenkapitalen med 50 millioner kroner, hvilket ikke fremgår af pressemeddelelsen.
Nu ruller KNI-skandalen for alvor. Ikke mindst fordi de to tidligere medarbejdere, Dorthea Olsen Rasmussen og Ane Marie Schimidt Hansen i et læserbrev i Sermitsiaq tre dage senere påstår, at KNI-ledelsen forsøger at feje de alvorlige anklager fra whistlebloweren ind under gulvtæppet, og de afslører for første gang over for offentligheden, hvordan der bevidst og igennem flere år er manipuleret med regnskaberne.
Múte ønskede uvildig undersøgelse
Den bombe får straks det politiske system til at reagere. Der rejses nemlig spørgsmålstegn ved, om Deloittes ”analyse” er troværdig og retvisende for de faktiske forhold i selskabet.
IA’s partiformand Múte B. Egede kræver den 1. december via Sermitsiaq.AG, at der igangsættes en uvildig undersøgelse.
- Når man får forelagt en så alvorlig anklage om regnskabsmanipulation, så kan man i mine øjne og med al respekt ikke lade selskabets egen revisor (Deloitte, red.) forestå undersøgelsen, sagde Múte B. Egede.
Dagen efter oplyser Lars Borris Pedersen, at ”den offentlige tillid til KNI er afgørende, derfor igangsættes den uvildige undersøgelse”. Han signalerer dermed, at det ikke lå i kortene, at bestyrelsen havde planer om en uvildig undersøgelse, men at den igangsættes på grund af reaktionerne i offentligheden.
Troede ikke undersøgelse ville ændre noget
Troen på, at den uvildig undersøgelse vil ændre noget som helst, afsløres den 4. december, hvor KNI-ledelsen i sin omtale af halvårsrapporten skriver:
”KNI forventer at resultatet for 2. halvår af regnskabsåret 2020/21 vil kunne realiseres på et niveau, således at det samlede regnskabsresultat for hele regnskabsåret vil kunne indfri det oprindelige mål om et resultat i størrelsesordenen 108 – 118 mio. DKK før skat, med forbehold for endnu ikke identificerede Covid-19 effekter.”
KNI-ledelsen tager således ikke forbehold for, at den uvildige undersøgelse vil påvirke helsårsregnskabet. I stedet for et forventet overskud på mellem 108 og 118 millioner kroner fik selskabet et underskud på 6,9 millioner kroner og egenkapitalen blev nedskrevet med 112 millioner kroner, kom det frem i fredags.
Múte: Mange led har svigtet
Jeppe Jensens forklaring og fremlæggelsen af sagsforløbet i årsrapporten får en barsk kommentar fra Múte B. Egede, der siden skandalen kom frem i lyset er blevet formand for Naalakkersuisut.
- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det var på grundlag af et politisk pres, at den uvildige undersøgelse blev igangsat, fastslår Múte B. Egede.
- Hvis vi ikke havde haft tidligere medarbejdere og whistleblowere, der havde modet til at stå frem, og vi ikke havde presset på for at få en uvildig undersøgelse, så var skandalens omfang måske ikke kommet frem for dagens lys, og vi havde ikke fået den viden, som vi nu sidder inde med. Der er mange led, der har svigtet, som jeg ser det. Revisionen, ledelsen og mit eget bestyrelsessekretariat bør tage ved lære af denne sag, understreger Múte B. Egede.
-I mine øjne har revisionen og ledelsen ikke ageret med rettidig omhu. Der er tale om et selskab, der er vital for Grønland. Derfor bør KNI og alle andre virksomheder tage ved lære af denne sag. Jeg forventer, at man strammer op i arbejdsgangene, så vi undgår lignende skandalesager i fremtiden, siger Múte B. Egede.
Læs hele sagen:
-
KNI har rod i regnskaberne
-
KNI fejer regnskabsfusk ind under gulvtæppet
-
Pustes et lager op påvirker det overskuddet
-
Uvildig undersøgelse af KNI-sag
-
Tilliden skal genoprettes
-
Tatiginninneq pilerseqqinneqassaaq
-
Sådan blev KNI-regnskab manipuleret
-
KNI-bestyrelse vil afvente politiets efterforskning
-
KNI-mi siulersuisut politiit paasiniaanerat utaqqeqqaarniarpaat
-
KNI ramt af corona-restriktioner