Mulighedernes eller katastrofernes land?
Hvad er det for et land, de tavse grønlændere vil videregive til deres efterkommere? spørger kronikør

I dagens udgave af Dagbladet Politiken stiller Søren Vestergaard Mikkelsen, direktør i Eskimo Management ApS, i kronikken "It is our fucking country" en stribe spørgsmål, som alle lægger op til heftig debat.
Han refererer blandt andet til, at formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, efter han kom til magten fastslog, at status quo ikke er en mulighed – men hvad ligger der så i den grønlandske fremtid?
Søren Vestergaard Mikkelsen skriver:
- Man kan kun gisne om, hvad de tavse grønlændere egentlig ønsker at videregive til deres efterkommere. Et frit, rigt og rent land? Et afhængigt, fattigt og beskidt land? Et koldkrigsland? Et lykkeligt land? Et egoland? Et selvmordsland? Et kærligt land?
Mulighed eller katastrofe
Baggrunden for kronikken er den øgede fokus på Grønlands mineraler og råstoffer. Og derfor fastslår Politikens kronikør:
- Grønland udgør på én gang både de potentielle muligheders og de potentielle katastrofers land med mulighed for inden for en kort årrække at blive det land i verden med det højeste bruttonationalprodukt per indbygger, skriver han og fortsætter:
- Samtidig er der risiko for, at Grønland opnår verdensrekord i eksempelvis antal ungdomsselvmord, psykiske og fysiske overgreb over for kvinder, frafald på ungdomsuddannelser, omsorgssvigt af børn og antal af provokerede aborter.
Bliver aldrig stuerene
Søren Vestergaard Mikkelsen fastslår derefter, at der ikke foreligger en fælles dansk-grønlandsk vision, fordi der er indgået ”en stiltiende aftale om ikke at ”blande” sig i hinandens indre anliggender”, og han spekulerer i om det hele skyldes, at grønlænderne og danskerne ”dybest set slet ikke bryder sig ret meget om hinanden”.
- Stuerene bliver vi aldrig i hinandens øjne, konkluderer han i hvert fald.
Overklassen værre end danskerne
Endelig revser Søren Vestergaard Mikkelsen den grønlandske overklasse:
- Den grønlandske overklasse har ikke blot blindt overtaget den danske overklasses fordømmende rolle over for de dårligst stillede medborgere, men har oven i købet forstørret og forstærket de tidligere magthaveres adfærd, skriver han.
Du kan læse hele kronikken her.
Hvad mener du om, Søren Vestergaard Mikkelsens kronik? Har han ret? Deltag i debatten herunder.