MT Højgaard trækker stikket: Vil forlade Grønland

Efter kæmpetab på tre byggeprojekter i Grønland sætter entreprenørkoncernen MT Højgaard to virksomheder til salg. Dermed vil en æra i Grønland slutte for selskabet.

Grønland har tabt masser af penge på tre store byggeprojekter – i opførelse af bygninger i Nuuk Lufthavn og kollegier i Nuuk og Qaqortoq. På billedet ses kollegieboligerne i Qaqortoq. MT Højgaard
Offentliggjort

En af Danmarks absolut største entreprenørkoncerner MT Højgaard Holding trækker nu stikket og sætter de internationale aktiviteter i Nordatlanten til salg.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Med det forestående salg af de grønlandske virksomheder MT Højgaard Grønland og Arssarnerit, der tilsammen beskæftiger omkring 350 medarbejdere, bliver MT Højgaard International afviklet efter salgene.

Den internationale forretningsenhed i entreprenørkoncernen ejer de grønlandske virksomheder.

– Vi har besluttet at sætte de sidste internationale aktiviteter til salg for at sætte en entydig strategisk retning for koncernen. Vi skylder vores aktionærer, medarbejdere og kunder at udnytte vores ressourcer på de områder, hvor vi skaber størst værdi. Det gør vi i den danske forretning, hvor der stadig er potentiale for yderligere forbedringer og nye strategiske tiltag for at udbygge vores markedsledende positioner, siger koncernchef i MT Højgaard Holding, Henrik Mielke.

Gennem over 100 år har Højgaard & Schultz og Monberg & Thorsen, der for længst er fusioneret til MT Højgaard, spillet en vigtig rolle i udviklingen af Danmark og Grønland med store projekter inden for byggeri og infrastruktur. Koncernen har bl.a. skabt forbindelserne over Lillebælt, Storebælt og Øresund samt stået for driften af Pituffik-basen og haft mange store og små byggeprojekter især i Nuuk.

Kæmpetab i Grønland

MT Højgaard Holding vil fremover koncentrere sig om den danske forretning, der ifølge selskabet har en god indtjening. Koncernens beslutning om at skille sig af med de grønlandske aktiviteter kommer i kølvandet på, at tre store projekter, der blev indgået i 2020, har kostet MT Højgaard Grønland og dermed holdingselskabet en frygtelig masse penge, især i år og sidste år.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS