Molybdæn-mine i Østgrønland
Det canadiske selskab Quadra Mining regner på lønsomheden ved at åbne minen.

Det canadiske selskab Quadra Mining, som i juni købte aktiemajoriteten i det engelske mineralefterforskningsselskab International Molybdenum, regner i denne tid på et såkaldt lønsomhedsstudie over en molybdæn-mine ved Malmbjerget i Østgrønland.
Selskabet satser på at afslutte undersøgelserne i 2008, og viser regnestykket et positivt resultat, kan en mine åbne i 2011.
Planerne omfatter en åben mine, et oparbejdsningsanlæg, en mineby større end den nærliggende Ittoqqortoormiit, en gruslandingsbane, en 80 kilometer landevej og en udskibningshavn - et projekt, som skaber 600 arbejdspladser.
Forekomsten i Nordøstgrønland er med sine 212 millioner tons molybdæn-holdigt fjeld en af verdens største, og minen vil få en levetid på 15 til 20 år.
Etableringsomkostningerne ved en molybdæn-mine er anslået til fire milliarder kroner.
Malmbjerget ligger 182 kilometer fra Ittoqqortoormiit, og borgmester Erling Madsen hilser mine-planerne velkomne:
– Vi har for tiden en arbejdsløshed på 16 procent, så nye arbejdspladser er særdeles velkomne.