Mittarfeqarfiit tredobler resultat

En betydelig stigning i flytrafikken giver et stort plus hos Greenland Airports – Mittarfeqarfiit – Regional.

En stigende lufttrafik i 2023 har sat et positivt præg på regnskabet i Greenland Airports – Mittarfeqarfiit – Regional.
Offentliggjort

Det første år som en del Greenland Airports-koncernen har været særdeles positiv for Mittarfeqarfiit.

I dag hedder går selskabet under navnet Greenland Airports – Mittarfeqarfiit – Regional, og det fik et overskud på 42,2 mio. kr. i 2023:

- Arktis og Grønland er for alvor kommet på både flyselskabernes og de rejsendes dagsorden. Det er blandt årsagerne til, at selskabet præsterede et meget flot overskud på 42,2 millioner kroner før skat i 2023.

Trafik steg 11 procent

- Det er næsten en tredobling i forhold til året før, siger Henrik Estrup, adm. dir. Greenland Airports – Mittarfeqarfiit – Regional i en pressemeddelelse.

Direktøren forklarer, at det gode resultat skyldes en betydelig stigning i passagertrafik:

- Overskuddet er direkte resultat af en stigning i trafikken på 11 procent, hvilket har givet vores dygtige medarbejdere på flyvepladser og heliporte særdeles travlt i sommersæsonen af 2023. Den ekstra indsats fortjener de et stort klap på skulderen for, tilføjer han.

Overfor Sermitsiaq uddyber Henrik Estrup, at sammensmeltningen med Greenland Airports - tidligere Kalaallit Airports - naturligvis har budt på udfordringer, men resultatet er positivt:

Bedre mulighed for at tackle vedligehold

- Vi har fået det til at fungere, og det at vi fysisk er flyttet sammen har gjort en kæmpe forskel, siger Henrik Estrup.

I forbindelse med at Mittarfeqarfiit ikke længere er et nettostyret selskab direkte under selvstyret, har selskabet fået bedre mulighed for at indhente et stort vedligeholdelsesefterslæb, som tidligere har tynget Mittarfeqarfiit.

Det skyldes, at Mittarfeqarfiit i dag har en ti-årig servicekontrakt på driften af lufthavne og heliporte, og det giver selskabet meget bedre mulighed for at planlægge vedligehold, fortæller Henrik Estrup. Tidligere var Mittarfeqarfiit afhængige af bevillinger fra finansloven fra år til år.

Det fremgår af årsregnskabet, at Mittarfeqarfiit i 2023 gennemsnitligt havde 395 heltidsansatte, der driver 13 lufthavne og 46 helikopterflyvepladser.

Powered by Labrador CMS