Mittarfeqarfiit: Brændstof-priser sænkes

Flyselskaber får glæde af, at Polaroil har sænket priserne på brændstof.

Offentliggjort

Lørdag sænkede Polaroil priserne på diesel, benzin, petroleum og flybrændstof. Det får flyselskaberne gavn af.

- Som konsekvens af at Polaroil har sænket priserne for brændstof herunder flybrændstof, har Mittarfeqarfiit besluttet sig for også at sænke priserne for brændstof, skriver Mittarfeqarfiit i en pressemeddelelse.

Mittarfeqarfiit leverer samtlige brændstoftyper til sine kunder i flybranchen.

Bedste betingelser

- Vi ønsker at tilbyde vores kunder de bedst mulige betingelser for at operere på vores mange lufthavne og helikopterpladser i hele landet. I den forbindelse skal sænkningen af brændstofpriserne komme vores kunder til gode, oplyser Jeppe Jensen, kommerciel direktør i Mittarfeqarfiit.

Air Greenland har ikke meddelt, om de billigere priser på brændstof vil give sig udslag i billigere flybilletter, så prisnedsættelserne kommer forbrugerne til gavn.

Powered by Labrador CMS