Mimi begræder KNR-direktørs fratrædelse

Kulturansvarlig Mimi Karlsen er ked af, at KNR-direktør Ivalo Egede har valgt at fratræde sin stilling

Mimi Karlsen, IA, sidder på det yderste mandat i Inatsisartut med 113 stemmer. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Det er med stor beklagelse, at Naalakkersuisut erfarer, at Ivalo Egede har valgt at fratræde sin stilling som direktør for KNR.

Sådan siger fungerende medlem af Naalakkersuisut for familie, kultur, kirke og ligestilling Mimi Karlsen, Inuit Ataqatigiit.

Det sker, efter det onsdag kom som en stor overraskelse for mange, at KNR-direktør Ivalo Egede har valgt at fratræde sin stilling med øjeblikkelig virkning.

En fratrædelse, som sker i kølvandet på de seneste måneders massive kritik rettet mod public service-stationen og beskyldninger fra politikere om rod i økonomien.

- Som direktør har Ivalo Egede haft det nødvendige mod og indsigten til at opstarte længe tiltrængte rationaliseringer og reformer. Vi er i Naalakkersuisut opmærksomme på, at det har været en lang og hård proces, og vi vil gerne takke Ivalo for den store indsats for en omstrukturering af KNR, og vi ønsker hende alt godt i sit fremtidige virke, siger Mimi Karlsen i pressemeddelelse, hvori hun fremhæver, at det er ’Naalakkersuisuts håb, at det må lykkes KNR's bestyrelse at finde en efterfølger, der kan videreføre den opstartede og helt nødvendige proces mod en tidssvarende moderne public service-station’.

Læs "Ivalo Egede færdig i KNR"

Læs i "KNR-formand: Ivalo har bestyrelsens tillid"

Vicedirektør og TV-programchef hos KNR, Jan Berg, er blevet forfremmet til fungerende direktør, indtil der er udpeget en ny.

KNR's årsregnskab bliver offentliggjort i forbindelse med næste møde i bestyrelsen i marts.

Læs mere om Ivalo Egedes fratrædelse i den kommende udgave af AG.

Powered by Labrador CMS