Microsoft opsporer hackerangreb mod europæiske institutioner
104 konti tilhørende ansatte i demokratiske organisationer i Europa er blevet angrebet. Det skete i efteråret.
Flere demokratiske institutioner i Europa har været udsat for hackerangreb. Det oplyser Microsoft tidligt onsdag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Angrebene fandt sted mellem september og december sidste år. De var målrettet 104 konti tilhørende ansatte i organisationer i Belgien, Frankrig, Tyskland, Polen, Rumænien og Serbien.
It-giganten uddyber ikke nærmere, hvilke slags konti der er tale om.
Ifølge Microsoft gjaldt det ansatte i de tre tænketanke German Council on Foreign Relations, European offices of Aspen Institute samt German Marshall Fund.
Nyheden om hackerangrebene i efteråret kommer, samme dag som Microsoft lancerer et gratis beskyttelsesprogram mod cyberangreb i flere europæiske lande - heriblandt Danmark. Servicen hedder AccountGuard.
Marianne Dahl, administrerende direktør i Microsoft Danmark, har tidligere forklaret over for Ritzau, at virksomheden har opsporet tre hackerangreb mod større europæiske politiske organisationer.
Netop derfor har Microsoft valgt at udvide sit beskyttelsesprogram til 12 nye lande i Europa.
Det gælder Tyskland, Frankrig, Spanien, Sverige, Danmark, Holland, Finland, Estland, Letland, Litauen, Portugal og Slovakiet.
Ifølge Microsoft menes den russiske hackergruppe Strontium - der også er kendt som Fancy Bear eller ATP28 - at stå bag angrebene.
Samme gruppe er af Microsoft også afsløret i at stå bag et hackerangreb mod Det Demokratiske Parti og Hillary Clinton under præsidentvalgkampen i USA i 2016.
I april 2017 blev det desuden beskrevet i en rapport fra Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, at netop ATP28 havde luret i mailkonti hos ansatte i det danske forsvar.