Meget positiv efter Alcoa-besøg
Maliina Abelsen har besøgt Alcoa-aluminiumssmelteværk i Island. Grønland kan trække på islandske erfaringer, siger hun

Efter fem dage i Island er medlem af naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen nu retur i Grønland.
I Island mødte hun den islandske finansminister, Oddny G. Hardardottir, og økonomi, fiskeri- og landbrugsminister, Steingrimur Sigfusson.
De talte om Islands erfaringer med storskala-industri og dens påvirkning af lokalsamfund samt erfaringerne med Islands forhandlinger med Alcoa, spørgsmål om ejerskabsforhold og ressourcebeskatning.
Maliina Abelsen besøgte Alcoa-aluminiumssmelteværket i Fjardarbygdd-kommune i Østisland. Det er det islandske anlæg, der bedst kan sammenlignes med det, der overvejes ved Maniitsoq.
Fjardarbyggd-kommune består af en række småbyer, der indbyggermæssigt svarer til indbyggertallet i Maniitsoq by.
Den lokale ledelse gav en rundvisning på aluminiumssmelteværket og fortalte om de første års erfaringer med Alcoa-aluminiumssmelteværket i Østisland, deres udfordringer med hensyn til brug af lokal arbejdskraft og det at være en del af et lille samfund.
- Jeg har haft meget udbytterige samtaler med mine islandske kolleger. Der er en stor og positiv vilje til at dele de islandske erfaringer med Grønland om de forhandlinger, som Island har gennemført med Alcoa, siger Maliina Abelsen.
Er meget positiv
- Men også besøget hos Alcoa i Østisland samt mødet med kommunalbestyrelsen i Fjardarbyggd har været meget givende. Særligt har jeg hæftet mig ved den positive betydning, aluminiumssmelteren har haft for lokalområdet i Østisland. Både i form af nye og faste arbejdspladser, som har været med til at stoppe den tilbagegang i befolkningen, som regionen ellers har oplevet. Men også i form af den positive økonomiske betydning for det øvrige erhvervsliv, som smelterene har haft for lokalområdet.
- Samtidig blev der ikke lagt skjul på, hverken fra Alcoas ledelse eller fra kommunalbestyrelsen, at der stilles særlige krav til medarbejderne i et aluminiumssmelteværk, da værket producerer 24 timer i døgnet 365 dage om året. Dette indebærer blandt andet, at medarbejderne arbejder i 12 timers skiftehold i op til 48 timer om ugen, forklarer siger Maliina Abelsen.
Læs "Flere støtter aluminiumsmelter"
Kræverstor omskolingsproces
- Desuden var det erfaringen, at der ikke var tilstrækkelig arbejdskraft i lokalområdet til at bemande værket. Cirka halvdelen af medarbejderne er således fra andre egne af Island. I Grønland har vi indtil videre haft stort fokus på den udenlandske arbejdskraft i anlægsfasen, men vi bør også have stort fokus på vores egen arbejdskraft i driftsfasen.
- Hvis vi skal have økonomisk glæde af en aluminiumindustri, er det nødvendigt med en arbejdsstyrke, som er mobil og er villig til at flytte derhen, hvor arbejdet er. Det kræver også en stor omskolingsproces, hvor der skal være en del af befolkningen, som vil gå ind i industrien, påpeger Maliina Abelsen.
- Jeg ser frem til den videre debat om et aluminiumssmelteværk i Maniitsoq. Der skal træffes nogle store beslutninger i Inatsisartut, ligesom der vil være udfordrende forhandlinger med Alcoa. Her kan vi gøre nytte af de islandske erfaringer.