udskiftning
Marie Fleischer ud af Royal Greenlands bestyrelse
Naalakkersuisut valgte på Royal Greenlands generalforsamling at skifte den siddende næstformand ud
Naalakkersuisut (Landsstyret) har skiftet ud i Royal Greenlands bestyrelse.
På generalforsamlingen mandag den 9. februar i Nuuk besluttede ejeren ikke at genvælge den siddende næstformand, Marie Fleischer.
Hun er til daglig ansat som direktør for Fælles Service i Kommuneqarfik Sermersooq og har været medlem af seafoodproducentens bestyrelse siden 2010. Hun blev efter generalforsamlingen i 2012 tillige næstformand for bestyrelsen.
Marie Fleischer er i offentligheden mest kendt som politiker, blandt andet som medlem af Inatsisartut, i første omgang for Demokraterne, derefter blev hun løsgænger for til sidst at blive medlem af Inuit Ataqatigiit.
Et andet bestyrelsesmedlem, Svend Bang Christiansen, blev heller ikke genvalgt på generalforsamlingen.
De konkrete begrundelser for udskiftningerne er endnu ikke kendte.
Pitsi Høegh, der er ansat i turistbranchen i Qaqortoq, bliver nyt bestyrelsesmedlem, mens antallet af bestyrelsesmedlemmer bliver skåret ned fra seks til fem.
Efter generalforsamlingen består bestyrelsen af følgende selvstyreudpegede medlemmer:
- Formand, Niels De Coninck–Smith
- Medlem, Pitsi Høegh
- Medlem, Sara Heilmann
- Medlem, Pernille Fabricius
- Medlem, Peder Tuborgh
Medarbejderrepræsentanter:
- Lars Berthelsen
- Peter Korsbæk
- Niels Ole Møller
Bestyrelsen beslutter på et konstituerende møde, hvem der skal være næstformand.