Man skal være sejler først!

Mikael Kunut er blevet tømrer i Nordjylland

Mikael ved sit svendestykke. Han er godt rustet med et dansk svendebrev, da det er velanset på Grønland – såvel som i resten af verden.

Hele ugen har Danmarks Radios Regionnalstation, P4 Nordjylland, i deres morgenflade fokuseret på Grønland og grønlændere, og Nordjyllands relationer til Grønland.

Alt lige fra de gamle travere om grønlændere som underklasse i Danmark til for engangs skyld at omtale, at de fleste grønlandske medborgere i Danmark lever og har det ganske ligesom de fleste andre borgere i landet. Som netop historien her om Mikael Kunut viser. Han har netop fået svendebrev som tømrer.

Mikael Kunut har som den første tømrerelev fra Construction College Aalborg gennemført uddannelsen med praktik i udlandet. Men først blev han udlært som ”sejler” af sin store grønlandske familie, for det skal man kunne. Mikael arbejdede derefter 12 år som fisker, inden han begyndte uddannelsen til tømrer.

I dag kan Mikael Kunut kalde sig tømrersvend. Sammen med 44 andre elever har han bestået svendeprøven på tømreruddannelsen på Construction College Aalborg. Hvad der er specielt ved Mikael er, at han har været i lære under ordningen ”praktik i udlandet” – også kaldet PIU.

For Mikael har PIU-ordningen betydet, at Arbejdsgivernes Elevrefusion har betalt rejserne mellem lærepladsen i Grønland og Danmark, når Mikael skulle på skole. Desuden har Arbejdsgivernes Elevrefusion betalt Mikael løn i skoleperioderne.

I den forgange uge har Mikael arbejdet intenst på sin svendeprøve. Hver dag har han tegnet og planlagt og kan nu med tilfredshed se på resultatet, som står i hallen – klar til at blive bedømt af skuemestrene.

- Der er stor forskel på, hvordan man bygger i Grønland og i Danmark, fortæller Mikael.

- Dimensionerne er forskellige på grund af de mere ekstreme vejrforhold i Grønland. Man har behov for meget kraftigere tagkonstruktioner, specielt i det nordlige Grønland, siger han.

Mikael bor selv i den sydlige del, hvor man tydeligt har mærket klimaforandringen gennem de seneste 20- 30 år.

Mikael oplevede som barn f.eks. aldrig at det tordnede, men det sker oftere nu. Klimaændringen betyder også, at materialer til byggeriet skifter. Man arbejder f.eks. mere med bølgepladetag i stål nu, hvor den primære tagdækning tidligere var tagpap.

Allerede på tirsdag rejser han tilbage til Qaqortoq, hvor han er blevet tilbudt job i byggefirmaet Inigik byg Aps, hvor han var i lære. Foruden et job venter også en længselsfuld familie.

Mikael har selv to børn, hans otte søskende har 28 børn og dertil kommer omkring 70 fætre og kusiner. Så det er en stor familie, som alle er blevet ”udlærte sejlere” inden de fik en anden uddannelse.

Powered by Labrador CMS