Lynge støtter øget fangst af narhvaler
Demokraterne blåstempler Naalakkersuisuts beslutning om at øge narhvalskvoterne i Melvillebugten og Diskobugten med i alt 40 stykker.
Naalakkersuisut går imod biologernes anbefaling om at hæve narhvalskvoten med Demokraternes velsignelse. Demokraterne agerer støtteparti for koalitionen.
Det oplyser fiskeri- og fangstordfører Steen Lynge til Sermitsiaq.AG.
Fangerne skal høres
- Vi bliver nødt til at høre fangerne, og de skal i fremtiden inddrages langt mere, når det handler om at fastsætte kvoter. Det skal ikke alene være biologernes anbefalinger, vi skal støtte os til, fastslår Steen Lynge.
Han erkender imidlertid også, at det er fangernes ansvar at forvalte de fastsatte kvoter, hvor man planlægger sin økonomi efter, at den kan holde hele året, selv om en kvote er brugt op.
Vi har trukket beslutningen
- I sommers var der et ønske om at hæve kvoten. Nu har vi trukket beslutningen, så der ikke er mulighed for at komme en ekstra gang og forlange endnu en forhøjelse, oplyser Steen Lynge.
I den videnskabelige arbejdsgruppe JCNB, hvor Canada også er repræsenteret har man rådgivet Selvstyret om, hvor stor en chance for narhvalbestanden vil vækste. Selvstyret har i år ment at en 70 procents chance for bestandsvækst var rigeligt. Med gårsdagens beslutning om at hæve kvoterne øger man risikoen for at narhvalbestanden totalt set fanges i et antal, der går ud over bestanden, hvilket ikke harmonerer med en bæredygtig fangst-strategi.
Kim Kielsen har tidligere på året i Qanorooq udtalt, at der ikke var grundlag for at hæve narhvalskvoten. En udtalelse, der altså ikke holdt året ud.
Flere midler
Steen Lynge oplyser i øvrigt, at man har stillet som krav, at der afsættes flere midler, så man får et bedre grundlag for at vurdere, hvad den rigtige kvote skal være fremadrettet, så man udstikker bæredygtige rammer.
- Det var også et enigt fangst-udvalg, der kunne støtte en forsvarlig kvoteændring, tilføjer Steen Lynge.