Flysikkerhed

Lufthavnene strammer op på snerydningen

Mittarfeqarfiit har købt mere materiel, efter at et Dash-8 fly kørte af landingsbanen i Nuuk mellem jul og nytår

Foto af Dash-flyet efter landingen
Offentliggjort

Indkøb af mere materiel.

Bedre rutiner, når det gælder meddelelser til piloterne om, hvor glatte banerne er.

Og mere is i maven til at lukke lufthavnene, når vejr- og baneforholdene er for dårlige.

Sådan ser status ud hos Grønlands Lufthavne, Mittarfeqarfiit, efter at den nettostyrede virksomhed har strammet op på en række arbejdsgange forud for denne vinter.

Ude i sneen
Mittarfeqarfiit har øget fokus på området, efter at Havarikommissionen har udarbejdet en endelig rapport om en hændelse med en Dash 8 mellem jul og nytår i 2014 i Nuuk.

Her skred flyet af banen under landingen, dog uden at nogen kom til.

En kontakt i cockpittet svigtede, så højre motor ikke slog bak, da flyet befandt sig på landingsbanen.

Den mekaniske fejl fik flyet til at dreje om sin egen akse, da piloterne havde problemer med at kontrollere Dash-flyet på landingsbanen, der var mere glat end ventet. Og flyet stoppede efterfølgende 40 meter ude i sneen.

Anbefalinger
Men samtidig kommer kommissionen med en række anbefalinger, så lufthavnene strammer op på snerydningsberedskabet.

Landingsbanen i Nuuk var for sparsomt ryddet, den seneste måling af bremseforholdene var to timer gammel forud for landingen - og gav derfor sandsynligvis ikke det rigtige billede af forholdene. Og i tilgift var der mangel på det rigtige udstyr.

Der var kun en snerydder i drift, grus- og kemikaliesprederen var i uorden, lige som udstyret til at måle, hvor glat landingsbanen var, var af en primitiv type, som ikke kunne give et tilstrækkeligt præcist billede af banens glathed.

Flere fejemaskiner
Kommunikationschef Hans Henrik Lichtenberg fra Mittarfeqarfiit oplyser, at Mittarfeqarfiit sammen med Departementet for Infrastruktur har prioriteret indkøbet at nyt snerydningsudstyr til flere lufthavne. Nuuk lufthavn har købt en ekstra sweeper, en fejemaskine, fra Norge, således at sweeperkapaciteten i Nuuk lufthavn nu er fordoblet.

- Vi har troet på, at vores udstyr i Nuuk var godt nok. Men vi må erkende, at der var plads til forbedring, siger han.

Desuden er der indkøbet en ny grus- og kemikaliespreder fra Island, som blandt andet kan lægge opvarmet sand ud på banen. I tilfælde af pludseligt islæg, vil man således kunne lægge varmt sand ud, som vil smelte sig fast i isen og skabe en overflade som kan sammenlignes med sandpapir. Endelig er der købt nyt udstyr fra Finland til måling af banens glathed.

Kommunikationschefen peger samtidig på, at Grønlands Lufthavne har skærpet arbejdsgangene, når det gælder indsamling og rapportering af data om, hvor glatte landingsbanerne er.

- Vi vil have et øget fokus på, hvor ofte vi skal gennemføre den type tests, samtidig med at dokumentationen af målingerne bliver bedre, og at der bliver taget de korrekte beslutninger og prioriteter på baggrund af målingerne, siger Hans Henrik Lichtenberg.

Bedre regularitet
Og endelig vil Mittarfeqarfiit stramme arbejdsgangene i forhold til at kunne lukke lufthavnene på grund af vejrforholdene.

- Med de store investeringer regner Mittarfeqarfiit således med, at lufthavnens regularitet vil kunne forbedres, samtidig med at der vil være et øget fokus på sikkerheden ved vinteroperationerne på lufthavnen. Men der vil naturligvis stadig være dage, hvor vi ikke kan følge med nedbørsmængderne, eller hvor der kommer kraftig overisning, som vil tage lang tid at fjerne, pointerer kommunikationschefen.

Læs også: Dårlig sne- og isrydning medvirkende til Dash-uheld

Fly gledet af landingsbanen i Nuuk

Havarikommissionens rapport er fyldigt omtalt i AG nummer 33. Du kan købe avisen ved at klikke på linket neden for

Powered by Labrador CMS