Lufthavne: Alternative banelængder bragt i spil

Kalaallit Airports har smidt alternative banelængder på bordet og dermed er beslutningsprocessen om de nye lufthavne pludseligt blevet langt vanskeligere for de folkevalgte politikere.

Offentliggjort

På et seminar om de nye lufthavne, som naalakkersuisoq for infrastruktur, Simon Simonsen, havde indbudt til, og hvor eksperterne skulle klæde politikerne på, før den vanskelige beslutningsproces om de nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq, fremlagde Kalaallit Airports to nye alternative løsninger, som mindsker omkostningerne ganske væsentligt.

På mandag skal Inatsisartut førstebehandle et lovforslag, hvor rammebetingelserne for de nye lufthavne fastlægges. Af samme grund var der mødt mere end 60 politikere og embedsmænd op på seminariet for at blive opdateret på hele lufthavnspakken.

Hidtil har udgifterne til lufthavnene været angivet til 3,6 milliarder kroner med banelængder på 2200 meter i Ilulissat og Nuuk, mens Qaqortoq måtte nøjes med 1500 meter.

Spar 500 millioner kroner

Hvis man fastholder de 2200 meter i Nuuk, men reducerer Ilulissat-lufthavnen til 1799 meter og Qaqortoq til 1199 meter, så vil man spare en halv milliard kroner.

Politikerne blev præsenteret for en tredje løsning, hvor det ikke er nødvendigt at optage lån, fordi tre banelængder på 1199 meter for alle tre byer ville reducere omkostningerne ganske betragteligt fra drømmescenariet på 3,6 milliarder kroner til en udgift på 800 millioner plus en ekstraomkostning på 700 millioner kroner til Kangerlussuaq, og 200 millioner kroner til Narsarsuaq.

Med reducerede banelængder vil det også gå ud over, hvor store fly der kan lande i lufthavnene, og den administrerende direktør for Air Greenland Jacob Nitter Sørensen måtte til mikrofonen adskillige gange for at udrede konsekvenserne om flystørrelse, passagerantal.

Air Greenlands direktør oplyste i øvrigt, at man sikkert kun vil beflyve Ilulissat-lufthavnen med store fly to til tre måneder i løbet af året fra fjernere destinationer.

- Resten af året vil de internationale passagerer skulle flyve til Nuuk og derefter videre til Ilulissat, forklarede han og begrundede det med, at det handlede om et nødvendigt passagergrundlagh.

Ændret tidsplan kan spare penge

Kalaallit Airports har arbejdet efter en bunden opgave, hvor det er planen, at alle tre lufthavne skal stå færdig samtidig og tidsestimatet er i dag september 2022.

Der er imidlertid mange millioner at spare, hvis man ændrer tidsplanen og færdiggør Nuuk-lufthavnen først og med et års forsinkelse og de øvrige to lufthavne forsinkes med tre år og først vil stå klar i 2025.

-Hvis man vælger denne løsning kan man typisk spare 10 procent på hele anlægsbudgettet, oplyste direktør Steffen Ulrich-Lynge på seminariet, der blev holdt i Nuuk i dag fredag eftermiddag.

Økonomisk Råd har i et notat netop peget på og anbefaler, at man ikke går i gang med alle tre byggerier på samme tid, da det er langt dyrere end at gennemføre anlæggelsen trinvis.

Powered by Labrador CMS