Lovforslag vil skrotte rentefradrag - bank er skeptisk
Naalakkersuisut ønsker med et lovforslag at udfase rentefradrag og i stedet indføre et rentetilskud boligfinansiering. Grønlandsbanken advarer mod at gennemføre ændringerne for hurtigt.
Naalakkersuisut ønsker at udfase retten til skattefradrag for renteudgifter. I stedet skal der indføres et rentetilskud målrettet renteudgifter til finansiering af køb og vedligeholdelse af bolig. Det nye rentetilskud får dog ikke samme værdi, som rentefradraget har i dag.
For andre lån til eksempelvis biler, både eller andre forbrugsgoder skal rentefradraget helt væk. Det vil sige, at renteudgifter til private borgeres køb af eksempelvis biler og både ikke længere vil kunne trækkes fra i skat. (Se faktaboks for nuværende regler)
Det fremgår af et lovforslag, som Naalakkersuisut havde i høring tidligere på sommeren.
Naalakkersuisut skriver i høringsmaterialet, at lovforslaget forventes at bidrage til en øget privat opsparing, "hvilket vil medvirke til at gøre husholdningernes økonomi mere robuste," samt at forslaget også vil give øget tilskyndelse til køb og vedligeholdelse af boliger.
Bank advarer
Grønlandsbanken har haft forslaget til gennemsyn i høringsperioden, og her er man skeptisk overfor flere elementer.
Banken er blandt andet kritisk overfor, at forslaget i praksis kan betyde en halvering afværdien af rentefradraget over en femårig periode. Det vil dels have økonomisk betydning for borgere med boliglån - men også for borgere med andre former for lån til bil eller snescooter, som helt mister værdien af rentefradraget.
- For lav- og mellemindkomstgrupper kan denne hurtige udfasning virke om et chok, der vil presse rådighedsbeløbet, skriver Grønlandsbanken i høringssvaret.
Banken henviser desuden til Danmark, der gradvist har reduceret værdien af rentefradraget over en mangeårig periode, hvor Selvstyret her lægger op til at gennemføre mere drastiske ændringer på fem år.
Gavner højindkomstgrupper mest
I høringsmaterialet argumenterer Naalakkersuisut for, at rentefradragsretten i mindre grad er til gavn for lav- og mellemindkomstgruppen, fordi det typisk kræver en god stabil indkomst for at komme i betragtning til et lån af væsentlig størrelse:
- Desuden skyldes det, at standardfradraget betyder, at mange ikke får gavn af fradragene, da de fradragsberettigede udgifter i mange tilfælde er lavere end standardfradraget på 10.000 kr, står der om forslaget.
Grønlandsbanken vurderer, at Naalakkersuisut på en mere simpel måde kan opnå samme omfordeling ved at hæve bundfradraget og eventuelt kombinere det med en skattestigning.
Hvis forslaget vedtages, ventes det at give et merprovenu til Landskassen på 11,3 millioner kroner årligt i 2028.
Nedenstående udklip er hentet fra høringsmaterialet, og tabellen viser, hvor mange borgere der har renteudgifter i de angivne intervaller. Borgerne er inddelt i indkomstintervaller: