Lovende guldfund
NunaMinerals er optimistisk, når det gælder efterforskning efter guld ved halvøen Qussuk i Nuukfjorden, 70 kilometer nordøst for Nuuk.

Budskabet kommer, efter at virksomheden har modtaget resultaterne af selskabets guldefterforskning sidste år. NunaMinerals peger på, at sten og fjeldstykker i området er rige på guld. Og virksomheden øger efterforskningen i år, hvor målet er at finde et egnet sted at bore efter det ædle metal.
Geologien på Qussuk har mange lighedspunkter med geologien på Storø, hvor der også er lovende guldfund.
De lovende fund strækker sig over et område på over ti kilometer ved Qussuk, og prøver af fjeldet viser, at der også kan være andre metaller i området. Det drejer sig om kobber, zink, bly og sølv.
- Vi har i en årrække haft en fornemmelse af, at der kunne være andre forekomster af guld, der lignede fundene på Storø. Vi er derfor meget tilfredse med de resultater, vi på kort tid har opnået, siger direktør Ole Christiansen, NunaMinerals.
Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS), vurderer, at bjergarterne på Storø og Qussuk er dele af en cirka tre milliarder år gammel vulkansk øbue.