London Mining presser på

Der har været afholdt møde mellem Naalakkersuisut og London Mining om Isua-projektet

Der er endnu ikke faldet afgørelse om det her bliver til virkelighed. Grafik: London Mining
Offentliggjort

London Minings ansøgning om udvindingstilladelse i Isua i Godthåbsfjorden er stadig under behandling i Råstofdepartementet. Mineselskabet har i dag fredag holdt møde med Naalakkersuisut, hvor der var positiv dialog.

Der er endnu ikke faldet en afgørelse om London Mining får tilladelse til at anlægge en jernmine i Godthåbsfjorden. Selskabet er klar til at skyde 13 milliarder kroner i projektet, der kan blive det første storskalaprojekt i Grønland.

Flere møder
London Mining har i dag holdt møder med Naalakkersuit, blandt andet med formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, medlem af Naalakkersuisut for finanser Vittus Qujaukitsoq og medlem af Naalakkersuisut for råstoffer Jens-Erik Kirkegaard.

- Under mødet blev London Mining orienteret om Naalakkersuisuts holdning på området, og vi var enige om at udvikle projektet inden for de fastsatte rammer, siger Jens-Erik Kirkegaard efter dagens møde.

London Mining afleverede sin ansøgning om udvinding i august sidste år, og høringen sluttede den 19. oktober sidste år.

Men der er endnu ikke faldet afgørelse og dialogen med IBA-forhandlinger fortsætter mellem Naalakkersuisut og London Mining.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Naalakkersuisut og London Mining.

Powered by Labrador CMS