Lokal-formand om strejkevarsel: Uheldigt vi er nået dertil
Flyteknikerne i Air Greenland har været fleksible, men det er ikke blevet gengældt, siger lokalformand. Air Greenland har afvist fagforeningens lønkrav, da de ifølge selskabet vil gå ud over konkurrenceevnen.
Der er optræk til konflikt mellem fagforeningen Dansk Metal og Air Greenland.
Fra 9. april har Dansk Metal varslet, at to flyteknikere, der passer airbussen Norsaq, vil strejke. Air Greenland har som modsvar varslet lockout af cirka 66 flyteknikere i hele Grønland.
De to ting til sammen vil lamme flytrafikken i hele landet. Lokalformanden for Flyteknikerforeningen i Air Greenland (FIG) Kim Bjerregaard kalder situationen uheldig:
- Det er uheldigt, vi er nået der til. Vi gør det kun af nødvendighed. Vi har under coronakrisen været meget fleksible og været med til, at Air Greenland kunne lave lokalaftaler med FIG, som gjorde, at firmaet kunne klare sig bedre økonomisk, siger Kim Bjerregaard og fortsætter:
Kæmper for bedre løn
- Men der har også været nedskæringer af personale, som der var nødvendigt fra Air Greenlands side. Det er ikke blevet gengældt i form af bedre løn. Det er det, vi kæmper for nu. Vi har også ladet vores overenskomst køre i snart 2 år over tid.
Onsdag meldte Air Greenland ud, at Dansk Metal tog udgangspunkt i danske forhold med hensyn til krav om lønstigninger, og at fagforeningen i højere grad bør forholde sig til forholdene i Grønland.
Lokalformand Kim Bjerregaard siger dog til Sermitsiaq.AG, at kravet om mere i løn kommer fra medlemmerne i Grønland:
- Der sker også mange ting uden for Grønland, som gør, at madvarer og andre produkter stiger i pris. Det vil vi jo gerne være forberedt på.
Kan få store konsekvenser
- Medlemmerne har før gået med til ikke at øge meget i lønforhøjelse, blandt andet fordi Air Greenland har sagt, at man skal være forberedt på konkurrence. Og at der har været perioder, hvor det ikke har kørt så godt for den økonomiske del i firmaet. Men nu vil medlemmerne have bedre lønforhold, siger Kim Bjerregaard.
En konflikt med en total standsning af al flytrafik vil have store konsekvenser for samfundet. Især da konflikten vil blive indledt lige op til påsken, hvor der traditionelt er mange rejsende.
Hverken fagforbund eller flyselskab er meget for at tage ansvar for den potentielle konflikt. Torsdag lød det således fra Air Greenland, at uden atlantflyvningen vil alle fly i hele landet stå på jorden alligevel, og derfor var selskabet nødt til at lockoute medarbejdere på samme overenskomst, da de ikke ville have noget at lave alligevel.
Løn er den store knast - skal mødes 1. april
Hos Dansk Metal gentager chefforhandler Keld Bækkelund, at fagforeningen ikke ønsker at påvirke indenrigstrafikken og på den måde stoppe eksempelvis grønlandsmesterskaber og familiesammenkomster internt i Grønland i påsken:
- Stop for indenrigsflyvningen. Det er virksomheden selv og ikke Dansk Metal, der står bag det, siger han.
Den store knast i forhandlingerne er lønnen til flyteknikerne, og Keld Bækkelund siger, at parterne skal mødes i forligsinstitutionen i Danmark 1. april.
- Hvis de holder ord og kommer en reallønssikring til vores medlemmer, så behøves det ikke at blive et langt møde. Så finder vi en løsning, siger Keld Bækkelund.
Ord mod ord om lønforhandlinger
Også her er der uenighed mellem parterne. Air Greenland mener at have tilbudt en sikring af reallønnen, men det kan Dansk Metal ikke genkende:
- Det er hverken en reallønssikring, hvis man kigger på grønlandske eller danske forhold, siger Keld Bækkelund, der dog ikke vil afsløre de konkrete, som parterne strides om.
Dermed er det ord mod ord i forhold til lønspørgsmålet. Onsdag udtalte hr-direktør i Air Greenland Mads B. Christensen, at flyselskabet allerede har tilbudt en sikring af flyteknikernes realløn:
- Vi har kigget tilbage på udviklingen de sidste fire år i Grønland. Det er det, vi prøver at indgå en aftale på grundlag af. Dansk Metal kigger på udviklingen i Danmark, og hvad der ligger i pipeline her. Men medarbejderne er ansat i Grønland og ikke i Danmark.
- Ingen af os kan spå om, hvad der kommer til at ske med priserne, lød det fra Mads B. Christensen.