Lån til lufthavne fra Europa og Amerika

Det er ikke primært i Kina, Kalaallit Airports leder efter lån

Offentliggjort

Kina syntes at være – om end ikke helt ud af billedet – så dog en temmelig fjern mulighed, når det gælder finansieringen af lufthavnspakken.

Det fremgår af et svar på et §37-spørgsmål fra Aqqaluaq B. Egede (IA).

Han spørger blandt andet, om Naalakkersuisut foretrækker finansiering fra Danmark, Kina eller et tredje land?

Det spørgsmål undlader naalakkersuisoq for infrastruktur, Simon Simonsen (S) at svare direkte på.

- Kalaallit Airports A/S har gjort Naalakkersuisut bekendt med at det primært er det amerikanske og europæiske lånemarked der afsøges, skriver Simon Simonsen i sit svar.

Især fra dansk side, har der været ytret bekymring for mulige kinesiske investeringer i projektet. Baggrunden er at det statslige kinesiske selskab CCCC er blandt de udvalgte til at byde på at bygge selve lufthavnene.

Men det betyder altså ikke, at man også vil låne pengene i Kina, fremgår det af svaret fra Simon Simonsen (S). For selvom han ikke helt firkantet udelukker det, så er det altså ikke der Kalaallit Airports først og fremmest kigger hen.

Powered by Labrador CMS