Læge har en plan, der vil løse mange problemer: Drøm om egen lægepraksis
Regionslæge er klar til at springe ud som praktiserende læge, hvis lovgivning kommer på plads. Hun er overbevist om, at et privat system vil gavne patienter og landskassen. - Så får vi også vores egne læger til at rejse hjem til Grønland igen, siger hun.
Marie Middelfart har i mange år haft en tanke om at åbne lægepraksis i Nuuk.
Det skriver avisen AG.
- Det er en mindst 15 år, gammel drøm, siger hun til AG.
- Hvorfor har du så ikke gjort det?
- Fordi vi i Grønland mangler en sundhedslovgivning, som gør det muligt at praktisere privat, svarer hun.
I dag arbejder Marie Middelfart som regionslæge i Nuuk på Dronning Ingrids Sundhedscenter. Her udfylder hun med sin store erfaring en meget vigtig post i det offentlige system.
- Vil det ikke være skidt for samfundet, hvis du åbnede egen praksis og dermed kom til at mangle på hospitalet?
- Vi mister i dag mange læger i Grønland, fordi manglende lovgivning umuliggør, at de kan arbejde i egen praksis. De søger i stedet mod Danmark, hvor 95 procent af almene medicinere arbejder privat. I Danmark kan de tjene dobbelt så meget som i Grønland.
Samlet set vil det styrke sundhedsbetjeningen her i landet, hvis der blev skabt mulighed for privat praksis, og jeg vil også kunne gøre rigtigt meget gavn som praktiserende læge.
- Når det åbenbart ikke kan lade sig gøre her, hvorfor flytter du så ikke selv til Danmark som andre læger?
- Fordi jeg vil bo og arbejde i mit eget land. Det er her jeg trives, svarer Marie Middelfart, som i øvrigt også er glad for sit nuværende job, men altså har en ambition om at være med til at grundlægge en ny og effektiv lægeordning.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: