finanslov 2015
Kystnære fiskere rammes hårdt
KNAPK kritiserer kraftigt Naalakkersuisuts forslag til finanslov for 2015
De kystnære fiskere rammes hårdt af fjernelsen af fiskeriudviklingspuljen på 20 millioner kroner. Det er den pulje, som de kystnære fiskere bruger til at anskaffe nye både, siger formand for KNAPK Henrik Sandgreen til Sermitsiaq.AG.
– Jeg kan blot antyde, at Naalakkersuisut er forvirrede. Vi har haft udmærkede samtaler med Naalakkersuisut og forstået, at de vil støtte det kystnære fiskeri. Naalakkersuisut er informeret om, at flere kystnlre fiskere planlægger aat anskaffe nye joller med hjælp fra udviklingspuljen. Derfor er jeg dybt overrasket over Finansloven, siger Henrik Sandgreen.
læs også Saxdorph Didriksen´s kritik
Formanden for fisker- og fangerorganisationen mener, at Naalakkersuisut handler direkte modsat, hvad de ellers havde meldt ud.
– Det er faktisk chokkerende. Ikke nok med, at de vil fjerne fiskeriudviklingspuljen, vil de også pådutte kystnære fiskere en ny afgift. Det kan ikke være rigtigt, siger Henrik Sandgreen.
Formanden for KNAPK oplyser, at organisationen ser frem til et planlagt møde 5. september med naalakkersuisoq for fiskeri, Finn Karlsen, Siumut.
KNAPK har registreret ca. 2.400 kystnære fiskere i hele Grønland.