ny formand

Kuupik Kleist: En politisk afklaring er min vigtigste opgave

Den nye formand for Nuuk Imeq, Kuupik Kleist, fortæller, at hans vigtigste opgave som ny formand bliver at få en politisk afklaring omkring emballagelovgivningen så hurtigt som muligt.

Kuupik Kleist mener selv, at hans første og vigtigste opgave bliver at skaffe en politisk afklaring omkring, hvad der skal ske med emballagelovgivningen.
Offentliggjort

Den tidligere formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist er ny bestyrelsesformand for tapperiet Nuuk Imeq. Han mener selv, at hans vigtigste opgave bliver at sikre en politisk afgørelse omkring den liberalisering af emballagelovgivningen, som har været undervejs i et stykke tid.

- De fleste kender historien om den her emballagebekendtgørelse, som har været undervejs i jeg ved ikke hvor lang tid, og som har gjort fremtiden ret usikker for Nuuk Imeq. Vi skal prøve at få afklaret den her usikkerhed så hurtigt som muligt og sikre, at virksomheden kan fortsætte i en eller anden form, sådan så arbejdspladserne bliver bevaret, siger Kuupik Kleist til Sermitsiaq.AG.

Skabe en lys fremtid

Han pointerer, at det er vigtigt for ejerne af Nuuk Imeq at få sikkerhed om, at fremtiden er lys fremfor sort.

- Det handler i den grad også om, at ejerne skal indstille sig på, at man arbejder med en fremtid, hvor Nuuk Imeq stadig eksisterer og ikke en fremtid, hvor virksomheden er under afvikling. Blandt andet derfor er det helt argørende med den her afklaring. Men hvad jeg præcist kommer til at gøre, det kan jeg ikke sige noget om endnu, siger Kuupik Kleist.

Nuuk Imeq har tre ejere: Kommuneqarfik Sermersooq har den største aktieandel med 36,28 pct. mens Carlsberg Breweries og Royal Unibrew hver har 31,86 pct af aktierne.

Usikker fremtid

Nuuk Imeqs fremtid er lige nu usikker og de er indstillet til at lukke i slutningen af 2018. Det skyldes, at Naalakkersuisut leger med tanken om at liberalisere emballageloven, så man frit kan importere fx. dåser ind i landet. Det vil betyde den visse død for Nuuk Imeq, mener virksomheden selv.

Selvstyret skulle have haft meldt den nye emballagelov ud allerede i marts i år. Beslutningen er dog blevet udskudt op til flere gange, hvilket har gjort fremtiden usikker for tapperiet Nuuk Imeq.

Powered by Labrador CMS