Kuupik forstår råstofbekymring
Formand for Naalakkersuisut forstår ’folks bekymring for, om vi risikerer at gå glip af nogle indtægter’. En ekspertgruppe skal løbende rådgive Grønland på råstofområdet
- Naalakkersuisut arbejder til hver en tid på at sikre, at det grønlandske samfund får størst mulig udbytte af de forhåbentlig kommende råstof- og storskalaprojekter. For at styrke det arbejde nedsætter Naalakkersuisut nu en ekspertgruppe.
Sådan skriver formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, i en pressemeddelelse.
Han fortæller, at medlemmerne af gruppen vil bestå af internationale eksperter, der har erfaring med minedrift og økonomi. Ekspertgruppen skal løbende rådgive Grønland i, hvordan selvstyret sikrer den bedst mulige kontrol af sine indtægter.
Læs "Transparency Greenland: Hør borgerne før storskalalov"
Læs "Siumut: Kuupik lyver over for befolkningen"
Naalakkersuisut: Vi har et godt udgangspunkt
Kuupik Kleist siger:
- Vi ved, at vi med den nuværende lovgivning har et godt udgangspunkt for at sikre vores råstofindtægter. Vi forstår folks bekymring for, om vi risikerer at gå glip af nogle indtægter, men vi arbejder hårdt hver dag for, at det ikke sker. Nedsættelsen af ekspertgruppen er en fortsættelse af vores arbejde med at udnytte internationale erfaringer og indgå samarbejde med de lande og organisationer, der kan hjælpe os.
- For Naalakkersuisut er det allervigtigste, at Grønland til hver en tid baserer sine beslutninger på den bedste viden, der findes for at sikre velfærd i fremtiden, fremhæver Kuupik Kleist.
Anden- og tredjebehandling i denne uge
Lovforslaget om storskalaloven, der skal sætte gang i et grønlandsk råstofeventyr med billig udenlandsk arbejdskraft, andenbehandles nu på torsdag den 6. december, mens tredjebehandlingen er fredag den 7. december.