internet

Kun en promille bruges af søkablet

Søkablet har meget mere kapacitet, som ikke bruges i dag, men det vil være dyrt at bruge den

Søkablet går ind til Nuuk, her i Sana bugten, hvor kablet er blevet gravet ned i havbunden, så isskosserne ikke længere kan skære det over.
Offentliggjort

Hvis den nuværende udvikling fortsætter med en stigning af internetforbruget med 60 procent om året, vil hele søkablets kapacitet være udnyttet om 15 år.

Det oplyser nalakkersuisoq for sundhed og infrastruktur Steen Lynge, Atassut, i et paragraf 37-svar til Palle Christiansen fra Demokraterne, der blandt andet har spurgt om, hvor stor en del af søkablets samlede kapacitet, der i dag bliver udnyttet.

Tele bekræfter over for Steen Lynge, at man i dag kun udnytter omkring en promille af søkablets teoretiske kapacitet.

Da man i 2009 investerede i søkablet, var kapaciteten beregnet til 2.560 Gbit/s. Den efterfølgende tekniske udvikling har imidlertid gjort denne kapacitet større. Søkablet har i dag en teoretisk kapacitet på 7.680 Gbit/s.

Tele oplyser imidlertid, at hvis man skal øge brugen af søkablel, skal der investeres i yderligere sende- og modtagerudstyr på land. Derudover vil det være nødvendigt at udbygge teleinfrastrukturen her i landet, så man kan udnytte denne ekstra trafik. Tele skal desuden leje en stor del af kapaciteten hos den islandske søkabeludbyder.

Steen Lynge konkluderer på den baggrund, at hvis man skulle udnytte markant mere af hele kapaciteten, er det nødvendigt at foretage store investeringer.

Naalakkersuisut mener, at udnyttelsesgraden er acceptabel på nuværende tidspunkt.

- Der er dog store gevinster at hente for samfundet, hvis flere får adgang til nettet, og hvis kapaciteten bliver udnyttet bedre, vurderer Steen Lynge.

Han oplyser, at Tele er ved at analysere de tekniske og økonomiske muligheder for at forlænge søkablet mod nord og vil undersøge havbunden i 2014.

Resultatet vil få indflydelse på, om det er teknisk og økonomisk muligt, eller om man i stedet skal udbygge radiokæden yderligere, oplyser Steen Lynge.

Powered by Labrador CMS