Kun direkte fly til Ilulissat om sommeren
Selvom Ilulissat står til at få en atlantlufthavn, så regner Air Greenland kun med at flyve direkte en kortere tid af året
Hovedparten af året skal passagerer fra Danmark til Ilulissat stadig skifte, selvom de nye lufthavne bliver en realitet. Skiftet bliver blot flyttet fra Kangerlussuaq til Nuuk.
På et seminar sidste fredag oplyste Air Greenlands direktør, Jacob Nitter nemlig, at selskabet kun regner med at flyve direkte til Ilulissat to til tre måneder om året med det nuværende passagergrundlag.
Billetpriser
Den oplysning får Inuit Ataqatigiit til at spørge om det får indflydelse på prisen for turen.
- Ud fra disse oplysninger ønsker vi at få oplyst, om dette vil have indflydelse på billetpriserne, idet dette ikke fremgår klart i den samfundsøkonomiske konsekvensvurdering, sagde IA-formand Sara Olsvig i sit ordførerindlæg under debatten mandag.
Rejsetider
Økonomisk Råd peger desuden på, at skiftet i Nuuk får den samfundsøkonomisk analyse til at skride. Her er de kortere rejsetider nemlig indregnet som en væsentlig gevinst.
- Det anføres også i teksten den mulighed, at der ikke vil være direkte fly til Ilulissat i vintermånederne. Dette må betyde, at rejsetidsreduktionen ikke gælder for den del af passageromfanget, hvilket der ikke er taget højde for i analysen, skriver rådet.
Generelt er rådet ikke imponeret over beregningerne med hensyn til rejsetiden.
- I analysen af rejsetider forekommer det at være en implicit antagelse, at afgangsfrekvenserne vil være uændrede i forhold til i dag. Det vil formodentligt ikke være tilfældet. For et givet passagertal kan der ikke forventes at være det samme antal ugentlige afgange til/fra både Nuuk og Ilulissat, som der er aktuelt til/fra Kangerlussuaq, da passagerne spredes over to-hubs frem for en.