turisme

Krydstogtsmesse: Nye søfartsregler skaber usikkerhed

På krydstogtmessen Seatrade Global i Ft. Lauderdale i USA tidligere på måneden var der en mærkbar interesse for Grønland og Arktis. Men nye sejladsregler skaber uskkerhed

Krydstogtrederierne er meget opmærksomme på, hvilke rammer, der er for sejlads i arktisk farvand. Bliver det for besværligt, kan rederierne satse på andre destinationer
Offentliggjort

Hvordan kommer de fremtidige regler for sejlads til at se ud for krydstogtskibene i Grønland og resten af Arktis?

Hvilke regler kommer der til at gælde om lodser?

Og hvad kommer en lodsordning til at koste?

Læs: Krydstogtsmesse: Begrænset interesse for Grønland

Manglende klarhed
Der er fortsat manglende klarhed om priser og indførelsen af den nye lodspligt ved Grønland, der får effekt fra den 1. juli i år, lige som der også er usikkerhed om, hvilken betydning et sæt nye internationale regler for sejlads i polare farvande - IMOs Polar Code - konkret kommer til at betyde.

Holder nogle tilbage
Det står klart, efter at en række repræsentanter fra Grønland for nyligt deltog på årets krydstogtmesse Seatrade Global i Ft. Lauderdale, USA

- Usikkerheden om reglerne holder desværre nogle nye rederier tilbage fra at planlægge anløb i Grønland i de nærmeste år, da de først vil være sikre på, hvad der kommer til at gælde, og hvad det koster, oplyser Gorm Diernisse fra Royal Arctic Line i en pressemeddelelse.

Han hæfter sig samtidig ved, at der er tale om en ærgerlig udvikling, da Grønland for nyligt har sænket krydstogtafgifterne – hvilket er blevet godt modtaget af branchen.

Nye kontakter
Der var ellers pæn interesse for Grønland. Sammenlagt havde de grønlandske deltagere kontakt med over 20 forskellige rederier, hvoraf fem ikke har sejlet i Grønland før.

I tilgift planlægger rederier inden for de næste tre år mindst fire nybygninger af isklassificerede passagerskibe.

Ny havn
Der var også interesse for planerne om ny infrastruktur i Grønland.

Mulighederne ved den nye havn i Nuuk blev modtaget positivt, men flere rederier efterlyser også konkret forbedring af havneforholdene, når det gælder udskiftning af passagerer.

- Der er interesse for at benytte Grønland til at skifte passagerer. Men vi må desværre konstatere, at de dårlige havneforhold i Kangerlussuaq fortsat er en væsentlig begrænsning, siger direktør Jørgen Larsen fra turismevirksomheden World of Greenland - Arctic Circle.

Fælles stand
Grønlands stand var arrangeret af turistrådet Visit Greenland i samarbejde med destinationerne Newfoundland/Labrador og St. Pierre & Miquelon.

Grønland har siden midten af 1990’erne været aktiv i det nordatlantiske krydstogtssamarbejde.

Fra Grønland deltog turoperatørerne World of Greenland fra Ilulissat, World of Greenland Arctic Circle fra Kangerlussuaq, havneagenterne Royal Arctic Line og Blue Water Greenland sammen med Visit Greenland og Departementet for Erhverv.

Læs: Krydstogtskib ville tømme Nuuk for yoghurt

Powered by Labrador CMS